Et af de firmaer som ikke klager over de hårde tider er Skype, hvor man har registreret en vækst på 50 procent i det sidste år målt på alt fra antallet af brugere til samtale-minutter og indtjening.
På et pressemøde under Consumer Electronics Show i Las Vegas sagde selskabets direktør Scott Durchslag, at finanskrisen har fået folk til at lede efter nye måder at spare penge, og én af dem er at skifte til internet-telefoni.
Skype blev oprindelig startet af danske Janus Friis og svenske Niklas Zennström, men selskabet ejes i dag af auktionshuset eBay.
Ifølge selskabets egne tal har Skype omkring 370 millioner registrerede brugere, og tallet vokser med omkring 30 millioner hvert kvartal.
Durchslag fortæller at 8 procent af alle minutter, der tales i telefon på verdensplan, går over Skype.
De næste skridt for Skype bliver at udvikle nye tjenester til virksomheder, tilbyde nye muligheder for videotelefoni og lancere nye versioner af programmet til mobiltelefoner.
I næste måned kommer den første beta af Skype 4.0, hvor både tale- og videokvalitet skulle være stærkt forbedret.
Skype-chefen kunne også fortælle, at Skype-programmet bliver præinstalleret på Google Android-telefoner og 100 andre mobiltelefoner med Java-understøttelse.
Men der er stadig ingen dato for, hvornår en version til iPhone er færdig.