Googles dominans på markedet for søgemaskiner kan være truet, efter OpenAI, der står bag ChatGPT, nu lancerer sin version af en søgemaskine baseret på kunstig intelligens med adgang til information fra internettet i realtid.
Søgemaskinen får navnet Search GPT.
OpenAI har åbnet for tilmeldinger til det nye værktøj, som i øjeblikket er på prototypestadiet og bliver testet med en lille gruppe brugere og udgivere.
Virksomheden planlægger at integrere de bedste funktioner fra søgeværktøjet i ChatGPT i fremtiden.
SearchGPT vil give opsummerede søgeresultater med kildelinks som svar på brugernes forespørgsler. Brugerne vil også kunne stille opfølgende spørgsmål og modtage kontekstuelle svar.
Det er dog lidt af en mission, OpenAI er på, hvis målet er at tage markedsandele fra Google, der sidder på 91,1 procent af markedet for søgemaskiner.
Men investorerne lader til at tro på, at OpenAI har en chance. Aktierne i Googles moderselskab Alphabet endte tre procent lavere torsdag - efter OpenAI's meddelelse.
Reuters har spurgt Google om SearchGPT's potentielle indvirkning på virksomheden – men Google er ikke vendt tilbage.
Den nye søgemaskine placerer også OpenAI i konkurrence med sin største investor Microsoft – der ejer 49 procent af OpenAI - og deres Bing-søgning.
Derudover får nye tjenester som Perplexity, der er et søgefokuseret AI-chatbotfirma, støttet af Amazon-grundlægger Jeff Bezos og halvledergiganten Nvidia, også en ny konkurrent i SearchGPT.
Store søgemaskiner har forsøgt at integrere AI i søgninger, siden ChatGPT først blev lanceret i november 2022.
Microsoft tog gennem sin tidlige investering OpenAI-teknologi i brug til sin Bing-søgemaskine, mens Google udrullede AI-drevne resuméer til den brede offentlighed på sin udviklerkonference i maj.
Allerede tilbage i maj sivede der rygter ud om OpenAI’s nye søgemaskine.
Dengang skrev flere medier, inklusiv Computerworld, at Search GPT ville blive udgivet 13. maj på baggrund af kilder tæt på virksomheden.