I begyndelsen af 2023 lykkedes det en hacker at få adgang til OpenAI's interne kommunikationssystemer. Her kunne hackeren tilgå detaljer på et internt online forum, hvor de ansatte drøftede de nyeste teknologier hos OpenAI.
Herfra formåede hackeren at stjæle vigtige oplysninger om designet af selskabets AI-teknologier.
Det lykkedes dog ikke hackeren at få adgang til systemerne, hvor selskabet bygger og har sin kunstige intelligens.
Det fortæller to personer, der er bekendt med sagen, til New York Times.
Informerede hverken offentlighed eller politimyndigheder
Ledelsen hos OpenAI orienterede både selskabets bestyrelse samt alle selskabets medarbejderne om sikkerhedsbruddet ved et møde i april sidste år.
Dog valgte ledelsen ikke at offentliggøre nyheden, da ingen informationer om kunder eller samarbejdspartnere var blevet stjålet.
Desuden anså ledelsen ikke hændelsen for at være en trussel mod den nationale sikkerhed, idet de vurderede, at hackeren, der stod bag angrebet, var en privatperson uden kendte bånd til fremmede regeringer.
Selskabet, der står bag den populære ChatGPT-chatbot, informerede heller ikke FBI om bruddet.
Frygter fremmede magters AI-brug til påvirkningskampagner
I maj meddelte OpenAI, at selskabet havde været nødsaget til at suspendere en række konti, som var involveret i fem forskellige skjulte påvirkningskampagner, som selskabets AI blev brugt til at udføre.
Grupperne, som stod bag disse kampagner, kommer fra Rusland, Israel, Iran og Kina og havde blandt andet til formål at misinformere om Ukraine eller at anklage amerikanske universitetsstuderende, der protesterer mod Israels krig i Gaza, for at være antisemitiske.
Samtidig har Biden-administrationen indikeret, at den vil indføre nye regler for at beskytte USA's AI-teknologi mod trusler fra blandt andet Kina og Rusland.
Dette sker på baggrund af foreløbige planer om at indføre beskyttelsesforanstaltninger for de mest avancerede AI-modeller, herunder ChatGPT.
I maj forpligtede 16 virksomheder, der udvikler AI, sig ved et globalt møde til at udvikle teknologien sikkert på et tidspunkt, hvor reguleringsmyndighederne kæmper for at følge med i den hurtige innovation og de opståede risici.