Det er ingen hemmelighed, at den amerikanske præsident Donald Trump har stor interesse i Grønland.
Men nu lyder meldingen, at flere af hans rige donorer fra tech-industrien også har planer med Grønland.
Det skriver Reuters på baggrund af kilder med kendskab til sagen.
Silicon Valley-investorer, der har doneret til Donald Trumps kampagne, foreslår at oprette en såkaldt 'frihedsby' i Grønland, som skal være en form for libertariansk paradis, hvor der skal være minimal regulering af erhvervslivet, skriver mediet.
Drøftelserne er på et tidligt stadie, men Reuters skriver, at forslaget tages seriøst af Trumps udvalgte ambassadør til Danmark, Ken Howery, som forventes at blive godkendt i Kongressen i de kommende måneder.
Han har afvist at kommentere Reuters’ historie.
Frihedsbyen skal ifølge mediet være centrum for innovation og have fokus på udvikling af kunstig intelligens, autonome køretøjer, rumteknologi og meget mere.
De konkrete tech-milliardærer er ikke navngivet, men en række internationale medier peger på Elon Musk og Peter Thiel samt tech-investoren Marc Andreessen.
Elon Musk har flere gange advokeret for, at Grønland bliver en del af USA.
Afviser USA
Det ligner dog en plan med lange udsigter, da både Grønlands og Danmarks regeringer har afvist USA’s tilnærmelser i forhold til at overtage Grønland.
"USA skal ikke overtage Grønland. Grønland er grønlændernes, og USA skal ikke overtage Grønland. Og det er selvfølgelig også det budskab, vi kommer til at sige i samlet flok de næste par dage," har statsminister Mette Frederiksen (S) sagt ifølge DR.
Donald Trump har dog fortsat sine tilnærmelser og har sagt, at USA er nødt til at have Grønland af sikkerhedsmæssige grunde.