Bare rolig, kære læser – du er ikke kommet til at klikke på ”Os med hus og have”, men rengøring via robotter i hjemmet bliver stadig mere udbredt og er godt fyldt med teknologi.
Jeg har prøvet flere robotstøvsugere, plæneklippere og andet godt, men aldrig en robot til vask af vinduer. Eller til polering, som en ægte vinduespudser kalder det.
Så nysgerrigheden fik mig til at tage en hjem til test, og det endte med at være en positiv oplevelse – selvom jeg ikke selv ville købe den testede eller en anden model. Mere om det senere.
Pudser til UG
Det første spørgsmål, jeg selv og mange i omgangskredsen har, er: Vasker den ordentligt og helt ud i kanterne?
Det korte svar er ja. Den gør det faktisk fremragende og uden striber. Den kommer helt ud i kanterne og håndterer hele pudsedelen flot.
Det tager tre til fem minutter at pudse den ene side af et vindue på 80 x 150 centimeter – men næsten lige så lang tid om et, der fylder en tredjedel. De smalle ruder tager tid, da den føler sig frem og kører mere forsigtigt. Fint nok.
Ved specielle vinduer, der for eksempel er runde – eller som hos mig, hvor der er en kattelem i et vindue – klarer den det ikke. Vinduet bliver poleret, men den kommer ikke ud i de runde kanter. Det kan jeg også leve med.
Sensorer, algoritmer og en skylning
Robotten er, som sagt, meget præcis. Den styres af fire sensorer i hjørnerne. Der er reelt små hjul, der kan mærke, om den rammer noget. Sammen med en chip proppet med algoritmer styrer det maskinen.
Algoritmen kalder Ecovacs for WIN-SLAM 3.0, og den skulle være i stand til at skelne mellem vinduesrammer, afslutningen på et vindue (hvis det er rammeløst) og undgå objekter større end 4 millimeter på sin vej.
Den kræver lidt at bruge. Du skal bruge en specialvæske, der er let at påfylde. Dernæst er der en renseklud, der sættes på bagsiden. Denne skal skiftes og skylles indimellem – faktisk efter to til tre vinduer. Der medfølger to, så du altid kan have en klar.
Så det kræver lidt af dig under hele pudsedelen. Modsat robotstøvsuger og plæneklippere, kan du ikke bare gå fra den.
Suger sig godt fast
Polermaskinen skal have strøm – naturligvis. Den strømfødes af en AC-adapter med langt kabel, der skrues fast i robotten. Det kunne være fint med batteridrift, men det ville øge vægten betragteligt – for slet ikke at tale om prisen.
Lige ved siden af strømkablet er et langt kabel af nylon med karabinhage, så du kan fastgøre robotten, så den ikke ryger ned fra femte sal, hvis den slipper.
I testperioden på tre uger skete der dog ikke noget. Den suger meget kraftigt og lyder som en mini-støvsuger. Den er bestemt ikke støjsvag.
Den suger sig fast med 7500 PA og overvåger konstant, om den har 100 procent sugestyrke. Den skal ifølge producenten kunne detektere, hvis den mister luft, og reagere på 0,04 sekund.
Skulle der være strømsvigt, vil den kunne holde sig fast på vinduet i mere end 30 minutter, mens der lyder en alarm. Vi prøvede det i praksis, og den holder, hvad den lover.
En robotstemme fortæller, hvad du skal gøre. For eksempel at den er færdig med vinduet og klar til at blive flyttet til næste rude.
Når den er fastgjort til ruden, kører den frem og tilbage via to små gummi-larvefødder på undersiden. I fronten og bagenden af maskinen sprøjtes rengøringsmidlet ud via to dyser. Som sagt foregår denne proces helt problemfrit.
Herlig gadget – men reelt til de få
Isoleret set synes jeg, Winbot Mini giver meget valuta for de 2.200 kroner, den koster.
Den pudser vinduerne flot, er ret sikker at arbejde med og ikke vanskelig at betjene. Det ændrer dog ikke ved, at det er hurtigere at polere selv. Så det handler mere om, hvorvidt du vil investere. Du slipper jo ikke helt for arbejdet, da den skal flyttes, hver gang den skal til en ny rude.
Har du vinduer, der er vanskelige at komme til – for eksempel i højden udenfor – ja, så ville jeg være helt tryg ved at sætte den til at pudse. Det kan være en god idé i forhold til at hyre en vinduespudser eller bevæge sig op på en stige.
Så har du behovet, synes jeg, Ecovacs’ lille vinduespudser giver fin valuta for pengene og leverer en solid indsats, hvorfor den lige akkurat sikrer sig et 4-tal i karakter.