Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Den svenske regering kaster millioner efter AI / Wagner-familien lander underskud / Mark Zuckerberg overvejede at slette alle Facebooks-brugeres vennelister

Morgen-briefing: Den svenske regering kaster millioner efter AI. Wagner-familien lander underskud. Mark Zuckerberg overvejede at slette alle Facebooks-brugeres vennelister. IBM lancerer ny storage-løsning.

Velkommen til onsdagens morgenbriefing, som grundet påsken bliver ugens sidste.

I dag kan du læse om den svenske regerings AI-indsats, nyt fra IBM, et underskudsregnskab og en fejlslagen plan fra Mark Zuckerberg.

God læselyst og god påske!

Hilsen Kristoffer Ingemand Petersen, journalist på Computerworld.

Den svenske regering kaster millioner efter AI

Den svenske regering kaster 60 millioner svenske kroner - svarende til 40,4 millioner danske efter en AI-indsats, som skal ende med en AI-workshop i den offentlige sektor.

Det skriver Computer Sweden.

Den svenske skattemyndighed og den svenske socialforsikring får hver 30 millioner kroner – "to myndigheder, der har adgang til store mængder data," skriver ministeren.

Regeringen afsætter også ekstra midler, uklart hvor meget, til den svenske databeskyttelsesmyndighed til at udvikle sin lovgivningsmæssige sandkasse, hvor offentlige og private aktører kan teste forskellige løsninger og modtage vejledning om lovgivningen.

Begge initiativer er en del af den køreplan for Sverige, som AI-kommissionen præsenterede i november sidste år.

Wagner-familien lander hårdt underskud

Freeway-koncernen, som blandt andet ejer Dating.dk, Avisen.dk og Lejebolig.dk, har kæmpe underskud.

Det viser selskabets seneste regnskab.

Bruttofortjenesten er negativ med 656.000 kroner, og resultatet før skat ender med et underskud på 3,5 millioner.

De røde tal bliver dog reddet lidt af resultatet af kapitalandele i associerede virksomheder, som bidrager med 4,4 millioner i plus. Alligevel ender bundlinjen dog i røde tal med 1,2 millioner i underskud.

Freeway-koncernen er ejet af Wagner-familien med Morten Wagner som direktør og formand.

Mark Zuckerberg overvejede at slette alle Facebooks-brugeres vennelister

Stifter og topchef for Facebook og moderselskabet Meta, Mark Zuckerberg, har haft en idé om at fjerne alle Facebook-brugeres vennelister for at styrke platformens relevans.

Det fremgår af en e-mail, der er kommet frem som led i en stor konkurrenceretssag mellem Meta og USA’s konkurrencemyndighed FTC, skriver Fortune.

Planen var simpelthen at slette alle brugeres Facebook-venner, så alle brugere måtte starte forfra, hvilket ville øge aktiviteten på platformen.

“En potentielt skør idé kunne være at overveje at nulstille alles netværk og lade dem starte forfra,” skrev Facebook-chefen i en mail til Facebooks øvrige chefer i 2022.

Planen blev selvsagt aldrig til noget.

IBM lancerer ny storage-løsning

IBM lancerer den nye softwaredefineret lagringsløsning IBM Storage Ceph as a Service.

Formålet er at give kunder adgang til avanceret datalagring på samme måde som cloud, men den kører lokalt i datacentret. IBM sørger for drift og vedligeholdelse.

Selskabet kommer også med IBM Power as a Service. En løsning, hvor man kan få adgang til IBM-servere som virtuelle maskiner i clouden.

“Behovet for problemfri, automatiserede operationer vokser i takt med, at organisationer tager AI i brug, overgår til digital infrastruktur og anvender nye leveringsmodeller,” siger McLeod Glass, VP for Growth and Innovation Programs for IBM Infrastructure i en meddelelse.




White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis