Artikel top billede

(Foto: Eirik Solheim / Unsplash)

Frygter spionage: EU-ansatte skal fremover anvende helt skrabede mobiltelefoner og pc'er under besøg i USA

Frygt for amerikansk spionage får Europa-Kommissionen til at indføre foranstaltninger for ansatte, der skal til USA. Disse foranstaltninger har kun har været brugt ved rejser til lande som Kina og Rusland.

Ansatte i Europa-Kommissionen, der rejser til USA, skal nu bruge såkaldte burner phones og simple bærbare computere for at undgå spionage.

En burner phone er en mobiltelefon, som ikke er knyttet til brugerens navn og udelukkende bruges til midlertidigt, anonymt brug uden adgang til følsomme systemer.

Tiltaget kommer efter stigende frygt for overvågning og digital spionage i forbindelse med EU-ansattes deltagelse i IMF's og Verdensbankens forårsmøder i næste uge, skriver Financial Times.

EU-Kommissionen bekræfter over for mediet, at man for nylig har opdateret sine sikkerhedsvejledninger for rejser til USA, men siger, at der ikke er givet specifikke skriftlige instrukser om brugen af "burner phones".

Ifølge avisen er der dog interne instrukser om at slukke telefoner ved grænsepassager og placere dem i specielle beskyttende lommer, hvis de efterlades uden opsyn.

Sikkerhedstiltaget svarer til de foranstaltninger, EU hidtil kun har brugt ved rejser til lande som Kina, Rusland og Ukraine, hvor standard it-udstyr ikke må medbringes på grund af spionagefrygt fra kinesisk og russisk side.

Anspændt forhold

Frygten for amerikansk overvågning blot endnu et eksempel på den voksende spænding mellem EU og USA efter Donald Trumps tilbagevenden som præsident i januar.

Den amerikanske præsident har anklaget EU for at "udnytte USA" og indført betydelige toldsatser på europæiske varer.

En anonym EU-kilde siger til Financial Times, at "den transatlantiske alliance er forbi."

"Washington er ikke Beijing eller Moskva, men USA er en modpart, der er villig til at bruge metoder uden for lovens rammer til at styrke egne interesser og magt," siger Luuk van Middelaar, der er direktør for tænketanken Brussels Institute for Geopolitics til mediet.

Han minder om tidligere tilfælde, hvor amerikanske myndigheder under Barack Obama blev anklaget for at aflytte den tyske kansler Angela Merkels telefon.

EU-Kommissionen understreger samtidig, at retningslinjerne er en del af en generel sikkerhedspolitik, som løbende opdateres.

Ud over risikoen for digital spionage er der også en bekymring for, at amerikanske grænsevagter beslaglægger og gennemgår telefoner og computere.

Tidligere har turister og akademikere oplevet at blive nægtet adgang til USA på grund af kritiske bemærkninger om Trump-administrationen på deres elektroniske enheder.

For at mindske risikoen for afvisning anbefales EU-medarbejderne at placere deres visum i deres diplomatiske laissez-passer i stedet for deres nationale pas.




White paper
Tidsbegrænset kampagne: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner gratis