Artikel top billede

(Foto: Foto: Anthony Quintano, CC BY 2.0)

Banebrydende retssag kan tvinge Zuckerberg til at sælge Instagram og WhatsApp

En gigantisk antitrust-sag kan koste Meta og Mark Zuckerberg meget dyrt.

En skelsættende konkurrencesag mod Meta startede mandag.

Det er den amerikanske konkurrencemyndighed Federal Trade Commission (FTC), der har anlagt sagen mod Meta, fordi myndigheden mener, at Meta har drevet konkurrencefjendtlig adfærd, da selskabet for over 10 år siden købte Instagram og WhatsApp.

"De besluttede, at konkurrencen var for hård, og at det ville være nemmere at købe deres rivaler ud end at konkurrere med dem," sagde FTC’s advokat Daniel Matheson ifølge BBC.

Meta mener, at sagen er "vildledende."

Tech-giganten "erhvervede Instagram og WhatsApp for at forbedre og udvikle dem sammen med Facebook," sagde virksomhedens advokat Mark Hansen.

"Denne retssag er kort fortalt forkert," sagde Hansen og fortsatte:

"Uanset hvad man ser på det, så har forbrugerne været de store vindere."

Hvis FTC ender med at vinde sagen, kan det betyde, at virksomheden bliver tvunget til at splitte op ved at sælge enten Instagram, WhatsApp eller begge.

FTC argumenterer for, at Meta – dengang Facebook – overbetalte for selskaberne Instagram og WhatsApp, som blev købt for henholdsvis en milliard dollar i 2012 og 16 milliarder dollar i 2014, med det ene formål at undgå konkurrence.

"FTC's argument er, at erhvervelsen af ​​Instagram var en måde at neutralisere denne stigende konkurrencemæssige trussel mod Facebook," siger Rebecca Haw Allensworth, professor i antitrustlovgivning ved Vanderbilt Law School, til BBC.

Ifølge mediet viser mail fra Mark Zuckerberg, stifter og CEO for Meta, at det er bedre at købe konkurrenterne ud.

Advokaten for FTC Daniel Matheson siger ifølge nyhedsbureauet AP, at Meta har bygget en "voldgrav" for at beskytte sine interesser og undgå konkurrence.

Mulig politisk indblanding

Sagen blev oprindeligt anlagt mod Meta under Donald Trumps første periode, men præsidenten har i sin anden periode været mere kritisk overfor konkurrenceregulering, og Zuckerberg har ifølge Wall Street Journal lobbyet for, at Trump skal gribe ind og stoppe sagen.

Meta og Mark Zuckerberg har også doneret penge til Trumps indsættelse og her indsat republikansk-venlige kræfter i bestyrelsen samt ændret reglerne for moderation på de sociale medier.

"Mere end 10 år efter, at FTC har gennemgået og godkendt vores opkøb, sender kommissionens handling i denne sag beskeden om, at ingen aftale nogensinde er endelig," siger en talsmand for Meta til BBC.