Den amerikanske præsident, Donald Trumps, toldkrig mod Europa og flere andre dele af verden skal modsvares ved at ramme den amerikanske tech-industri.
Det mener Belgiens udenrigs- og europaminister fra det vallonske centerparti Les Engagés, Maxime Prévot.
Han ønsker, at EU skal bekæmpe ild med ild og i fælles front rammer USA der, hvor det gør ondt – og det er på teknologiområdet.
"Vi ved, at blandt de sektorer, der sandsynligvis vil bringe den største følsomhed og lydhørhed (fra USA, red.), er der hele den digitale komponent. Og personligt er jeg mere tilhænger af også at bruge dette håndtag som en del af batteriet af foranstaltninger mod ild," siger han til Politico.
Han er åben overfor flere muligheder. Både at købe mere europæisk og mindre amerikansk tech. Han nævner også aktivering af EU’s anti-coercion instrument (ACI), der er et værktøj, som gør EU i stand til at svare på økonomiske sanktioner ved selv at indføre tiltag som straftold, investeringsrestriktioner eller udelukkelse fra offentlige udbud. ACI har ikke tidligere været brugt.
Dertil nævner han yderligere regulering af amerikansk tech som en mulighed.
Lige nu er EU’s techregulering noget, der chikanerer Donald Trump og hans topfolk, som ønsker mindre regulering af landets virksomheders ageren i EU.
Men den belgiske minister mener, at Donald Trumps kommentarer og hans politiske handlinger "må få os (europæere, red.) til at reagere med lignende kraft," siger Maxime Prévot til mediet.
"Denne krig, især om told, er som en boomerang, der bliver kastet," sagde han og uddyber, at de, der bruger tariffer, "glemmer, at boomerangen kommer tilbage".
Samtidig opfordrer ministeren til, at europæiske stater bør købe europæisk.
"Jeg mener, at alle nu burde gå ind for at købe europæisk," siger han, men anerkender dog, at det kan blive meget svært på visse områder, hvor USA fylder meget.
Derfor mener han, at det vil tage tid og penge for Europa at kunne erstatte USA på disse områder.
Denne pointe er muligvis blevet understreget af, den belgiske region Flandern, som Maxime Prévot dog ikke er ansvarlig for, tilbage i starten af februar annoncerede den største offentlige aftale med Microsoft om salg af Copilot-licenser. Aftalen indbefattede køb af Microsoft 365 til alle flamske og lokale myndigheder.
Derudover har Microsoft solgt 10.000 Copilot-licenser, som skal benyttes af statsligt ansatte i Flandern.
Dette skete dog også før flere af Donald Trumps toldpakker, og aftalen har formodentlig været forhandlet i et stykke tid før annoncering.
Hollands parlament er med
Belgien er ikke det eneste land, der er ved at være træt af afhængigheden af amerikansk, efter Donald Trump er kommet til magten igen.
Hollands parlament stemte i sidste uge for en række beslutningsforslag, der har til formål at reducere afhængigheden af amerikansk software – særligt fra de store techgiganter.
Udover at skære ned på amerikansk teknologi generelt opfordrer parlamentet regeringen til at arbejde for oprettelsen af en cloud-serviceplatform under hollandsk kontrol, som kan bruges af regeringsorganisationer.
"For hver it-tjeneste, vores regering flytter til amerikanske teknologigiganter, bliver vi dummere og svagere," sagde det hollandske parlamentsmedlem Barbara Kathmann til The Register og fortsætter:
"Hvis vi fortsætter med at outsource al vores digitale infrastruktur til milliardærer, der hellere vil undslippe Jorden ved at bygge rumraketter, vil der ikke være nogen hollandsk ekspertise tilbage."
Det er dog med anerkendelse af, at det bliver et langt sejt træk, men at der skal ske noget på området. Dette er kun begyndelsen.