Det er ikke nogen overraskelse, at Google dominerer markedet for søgemaskiner verden over.
Den Alphabet-ejede søgegigant sidder på cirka 90 procent af markedsandelene for søgemaskiner, mens den nærmeste konkurrent, Microsoft Bing, har cirka tre procent.
Men de seneste år har Google været under kraftige beskyldninger for at være konkurrenceforvridende.
I sidste måned blev Google fundet skyldig ved retten i USA for brud på monopollovgivningen: "Google er en monopolist, og den har handlet som en for at bevare sit monopol," lød det dengang fra en amerikansk distriktsdommer.
Dommeren lagde blandt andet vægt på, at Apple har betalt milliarder af dollars for at forblive i rollen som standardsøgemaskine blandt andet hos Apple på iPhone-browseren Safari frem for eksempelvis Bing.
På baggrund af dommen har det amerikanske justitsministerium nu annonceret, at de inden december vil præsentere en plan for, hvordan Google kan genoprette konkurrencen på markedet for online søgninger.
Det kom frem under en retslig høring i Washington i fredags, skriver Reuters.
Selvom anklagerne ikke gav præcise detaljer om de tiltag, de vil foreslå, udtalte justitsministeriets advokat David Dahlquist, at tiltagene skal være omfattende og tage hensyn til Googles planer om at integrere kunstig intelligens i sine søgefunktioner.
Ophør af milliardbetalinger eller salg af forretningsenheder
Der er flere mulige tiltag på bordet, for at åbne konkkurencen på markedet for søgemaskiner.
Myndighederne kan kræve, at Google sælger visse forretningsenheder, som eksempelvis deres Android-operativsystem til mobile enheder, eller stopper de milliardbetalinger, som Google årligt foretager til smartphone-producenter og andre samarbejdspartnere, der sikrer, at Googles søgemaskine er standard.
Men Google har allerede meddelt, at de planlægger at appellere dommen.
Googles advokat, John Schmidtlein, udtalte under høringen, at virksomheden har brug for et detaljeret forslag fra anklagerne, så de kan forberede et forsvar.
Det vil sandsynligvis inkludere at indhente oplysninger fra konkurrenterne Microsoft og OpenAI, som også arbejder med AI-baseret søgning.
Det er ikke første gang, at Microsoft er i retten for at vidne mod Google.
I oktober sidste år blev Microsoft-CEO Satya Nadella indkaldt i retten for at give sit syn på Googles dominans i forbindelse med sagen, der førte til dommen mod Google i august.
Hvis det amerikanske justitsministerium lykkedes med at tvinge Google til at åbne markedet op, kan det få vidtrækkende konsekvenser for Googles fremtid - og det kan sætte dem endnu længere tilbage i AI-kapløbet, som Microsoft lige nu fører stort.