Med sine forretningsmetoder forsøger Microsoft bevidst at blive et monopol på cloud-området, og det er skadeligt for hele branchen.
Sådan lyder det i ny kritik af Microsoft fra Google, der med Google Cloud er i samme branche - bare med en brøkdel af den markedsandel, som Microsoft og AWS som de to helt store spillere i dag har på cloud-markedet.
Google mener, at det i høj grad vil skade udviklingen og innovationen af nye teknologier - eksmpelvis indenfor AI - hvis Microsoft får lov til at fortsætte udviklingen.
Microsoft og AWS er da også for tiden i søgelyset i både EU, USA og Storbritannien med deres store dominans i cloud-markedet.
Microsoft står hertil til i stort omfang at sætte sig på AI-markedet med selskabets ejerskab af OpenAI.
“Vi er bekymrede over, at Microsoft er på vej tilbage til sin mangeårige praksis. Engang havde selskabet en høj grad af monopol på on-premise software. Nu forsøger det at skubbe det ind på cloud-markedet også,” siger VP i Google Cloud, Amit Zavery, til Reuters.
'Walled garden'
Ifølge ham er Microsoft i fuld gang med at sætte mur omkring sine løsninger. Han kalder det for en ‘walled garden.’
“Og den er fuldstændigt kontrolleret og ejet af Microsoft, og kunder, der ønsker at gøre noget som helst, kan kun gå til Microsoft,” siger han.
Ifølge Google-chefen udgør det også en risiko på den lange bane - ikke mindst når det handler om innovation og udvikling af de kommende generationer af AI, som ifølge ham ikke bør holdes inde i Microsofts ‘walled garden.’
“Lovgiverne er nødt til at anvise retningen, så vi kan sætte en stopper for den måde, som Microsoft opbygger sin Azure-forretning. Det bør forhindre, at Microsoft fører sin on-premise dominans ind i cloud-verdenen,” siger han.
Microsoft meddeler til Reuters, at de seneste tal tydeligt viser, at konkurrencen mellem de såkaldte hyper scalers i cloud-markedet ‘fortsat er sund.”
“I 2023 hentede Microsoft og Google små markedandele i forhold til AWS, der fortsat med en markant margen er verdens største,” lyder det fra Microsoft.