Mange af os har sikkert prøvet at kvittere med et “tak” eller et “please”, når vi bruger chatbotter som ChatGPT.
Men det er langt fra gratis, når brugerne er høflige over for deres AI-assistent, erkender OpenAI’s topchef, Sam Altman.
Det skriver han i et svar til en bruger på det sociale medie X, der stiller spørgsmålet, hvor meget større OpenAI’s elregninger bliver, når brugerne kaster om sig med høflighedsfraser i prompten.
“Mange millioner dollar, godt givet ud. Man ved aldrig,” siger han og antyder dermed, at det muligvis kan være en fordel at være høflig over for sine AI-løsninger.
Høje omkostninger
OpenAI, der står bag ChatGPT, oplyser ikke præcist, hvor høje selskabets driftsomkostninger er, men det er velkendt, at det er særligt kostbart både at træne AI-modeller og holde de datacentre, som driver tjenesterne, kørende.
Som Computerworld for nylig kunne fortælle, forventer Det Internationale Energiagentur, at AI-optimerede datacentre vil få elforbruget fra verdens datacentre til at eksplodere i de næste fem år.
Således vurderer agenturet, at datacentrenes elforbrug vil blive fordoblet til omkring 945 terawatt-timer i 2030, hvilket er mere end hele Japans energiforbrug i dag.