Danske virksomheder skal sende deres medarbejdere i en form for beredskabs-praktik hos landets myndigheder.
Særligt virksomheder inden for kritisk infrastruktur såsom tele, energi og sundhed bør stille medarbejderne til rådighed for staten.
Det er essensen af den idé, som Telenors topchef Lars Thomsen overfor Finans lufter. Her skal de ansatte opnå ifølge den administrerende direktør vigtig erfaring og træning i at håndtere og koordinere krisesitatutioner.
“Det kommer jo til at koste en frygtelig masse penge for mine aktionærer. Men vi er nødt til at gøre det med den sikkerhedssituation, som vi står i lige nu,” siger Lars Thomsen og opfordrer til en grundlæggende debat om samspillet mellem erhvervsliv og myndigheder.
Forslaget føjer sig til en bredere debat om erhvervslivets rolle i den nationale sikkerhedsindsats i en ny geopolitisk virkelighed – og det er næppe sidste gang, spørgsmålet rejser sig, når truslerne er så mangeartede.