Google overvejer lige nu at købe den amerikanske CRM-gigant HubSpot, og dermed for første gang træde ind på det voksende marked for marketing-software.
Et opkøb af HubSpot vil med et snuptag kunne gøre Google til en tung spiller på området - og skaffe adgang til både store mængder data, viden og mange kunder til selskabets annonceforretning.
Men opkøbt vil mest af alt skabe endnu større konkurrence mellem Google og Microsoft. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Google udfordrer allerede Microsofts Office-platforms dominans gennem sine Google Workspace-tilbud, men købet af HubSpot ville også gøre Google til en konkurrent inden for den såkaldte customer relationship management-sektor, som Microsoft henvender sig til med sine Dynamics 365-produkter.
HubSpot har specialiseret sig i såkaldt "inbound marketing", hvor forbrugeren klikker på en annonce, de finder underholdende eller brugbar.
Inbound marketing er i høj grad afhængig af søgemaskiner og sociale medier for at tiltrække kunder, hvilket giver mange synergier med Google, hvis moderselskab Alphabet også ejer YouTube.
Mens Microsoft har fokuseret på at tiltrække store erhvervskunder, har Google forsøgt også at appellere til mindre virksomheder, som udgør størstedelen af HubSpots kundebase.
HubSpot leverer især CRM-løsninger til små og mellemstore virksomheder og har en samlet markedsandel i omegnen af fem procent.
Til sammenligning har de store selskaber på markedet som Salesforce og Adobe hver en markedsandel på omkring 15 procent.
Kan ende i kløerne på konkurrencemyndighederne
Hvis Google indgår en aftale med HubSpot, risikerer de at blive udfordret af konkurrencemyndighederne rundt om i verden, der i stigende grad er modvillige over for, at teknologigiganter bliver større gennem opkøb.
Men kan Google være tilbøjelig til at se, at fordelene ved det potentielle opkøb opvejer muligheden for en regulatorisk udfordring.
"Amazon er den klare leder inden for cloud, Microsoft er nummer to, og Google er en slags fjern tredjeplads."
"Man kan forestille sig, at Google siger: 'Hvis vi køber HubSpot, vil det være det samme som at have Microsoft Dynamics 365, så det vil gøre os mere konkurrencedygtige,'" siger MorningStar-analytiker Dan Romanoff til Reuters.