Forleden indgik Microsoft en aftale med en række europæiske cloud-tjenesteudbydere efter en længerevarende tvist mellem parterne.
Men hvis det står til Google, så bør de europæiske cloud-virksomheder fortsætte deres sag mod Microsoft.
Google vil endda gå så langt, at man tilbyder virksomhederne et økonomisk incitament til at fortsætte sagen, skriver Bloomberg.
Nåede et forlig
De europæiske virksomheder havde klaget over den amerikanske tech-gigants påståede unfair cloud-licenser samt for at misbruge sin dominans til fordel for sin egen cloud-service Azure.
Sagen endte med, at Microsoft i forgange uge betalte en sum penge til CISPE for at afslutte sagen, som var blevet indbragt for EU’s antitrust-myndigheder.
Samtidig lovede Microsoft, at man ville foretage de nødvendige ændringer i softwarelicenser for at undgå fremtidige tvister.
I den forbindelse kritiserede Google Microsoft for at købe sig til tavshed fra sagsøgerne.
Men nu ser det altså ud til, at Google selv har tilbudt 3,5 milliarder kroner for at få de europæiske cloud-aktører til at fortsætte sagen mod Microsoft.
Google overvejer CISPE-medlemskab
Det præcise beløb på forliget mellem Microsoft og CISPE, er ikke blevet offentliggjort.
En anonym kilde har dog fortalt The Register, at Google ønskede at fordoble dette beløb for, at antitrust-undersøgelsen kunne fortsætte.
AWS har også lovet at bidrage med 6 millioner euro, selvom de selv er en del af CISPE-sammenslutningen.
AWS har tidligere udtalt, at det som medlem tidligere har bidraget frivilligt til CISPE, og at dette er almindeligt, når man deltager i brancheorganisationer.
En talsperson fra Google har i forbindelse med sagen sagt til Bloomberg, at virksomheden længe har støtte fair principper for software-licenser.
Samtidig oplyser talspersonen, at at man overvejer at tilslutte sig CISPE for at bekæmpe konkurrenceforvridende licens-praksis.
Ingen kontant betaling
Beløbet fra Google vil ikke blive udbetalt kontant til de europæiske cloud-tjenesteudbydere.
I stedet ville de få forskellige fordele ved brug af Googles software over en fem-årig periode, lyder det.
Ifølge mediet vurderede CISPE tilbuddene fra begge parter og endte altså med at vælge Microsofts tilbud.
Microsoft lovede i samme forbindelse med at bidrage frivilligt med 10 millioner euro (74,5 millioner kroner) og at gøre sine tjenester mere bredt tilgængelige for lokale cloud-infrastrukturer.