Der har længe hersket en konflikt mellem Microsoft og andre cloududbydere i EU præsenteret gennem gruppen CISPE.
CISPE - som står for 'cloud infrastructure services providers in Europe' - mener, at Microsoft benytter unfair licenspraksisser i sin cloudforretning, og derfor sendte CISPE i november sidste år en formel klage til EU.
Microsoft har forsøgt at imødekomme kritikken – og undgå regulering – ved at indføre ændringer i sine licensaftaler.
CISPE mener, at Microsofts licenser inkluderer "ubegrundet og diskriminerende bundtning, binding, selvforetrukne priser og teknisk og økonomisk låsning."
EU har indledt en undersøgelse mod Microsoft Azure, hvor konkurrenter og kunder spørges ind til Microsoft cloud-praksis.
Microsoft havde forsøgt at afgøre sagen med et forlig med de andre cloud-udbydere, inden en undersøgelse blev sat i gang, men dette lykkedes ikke, meddeler CISPE til The Register.
"Det var et ret sølle tilbud og meget langt fra noget, vi opfatter som acceptabelt," meddeler gruppen ifølge mediet og fortsætter:
"I princippet afgør vi det gerne mellem os, men vi har minimumskrav, før vi forventer, at forhandlingerne går videre."
Det nævnes ikke, hvad tilbuddet konkret bestod af.
En tidligere klage til EU mod Microsofts-cloudlicenser, som var indgivet af OVHcloud, Aruba Spa og det danske cloud-fællesskab, blev afgjort i marts i år, men indholdet af afgørelsen forbliver hemmeligt, skriver mediet. CISPE har kritiseret forliget for manglende gennemsigtighed.
"Det, der bekymrer vores medlemmer, er, at det stadig ikke er klart, hvad disse aftaler er. De er bilaterale og hemmelige," lyder det.
Microsoft meddeler, at man vil fortsætte arbejdet.
"Vi har demonstreret vores vilje til at imødekomme gyldige bekymringer vedrørende vores cloud-licensvilkår. På verdensplan har mere end 100 cloud-udbydere – hvoraf 75 er baseret i Europa – allerede draget fordel af vores seneste licensændringer og vi vil fortsætte med at samarbejde med det europæiske cloud-fællesskab om specifikke måder at muliggøre deres vækst," meddeler tech-giganten til mediet.
CISPE (Cloud Service Providers in Europe) består af 26 regionale cloud-udbydere og AWS.