Amazon afviser, at selskabet er den drivende kraft bag en international anti-Microsoft-kampagne.
Det oplyser selskabet i en erklæring til Computerworld.
Beskyldningerne mod Amazon er kommet på baggrund af en række anonym kilder, skattepapirer samt en lang række andre dokumenter, der beskriver selskabets tætte samarbejde med en række lobbyist-grupper, der ifølge anonyme kilder, har haft succes med at få beslutninger igennem, der favoriserer Amazons cloud-forretning - AWS - markant.
Ifølge Bloomberg er der tale om lobby-grupperne Cloud Infrastructure Providers in Europe (CISPE), Coalition for Fair Software Licensing (CFSL) og Alliance for Digital Innovation (ADI), der skulle have lagt et tungt pres på politikere for at sikre, at populære Microsoft-produkter forbliver tilgængelige på så mange cloud-platforme som muligt for at forhindre, at Microsoft låser kunderne til selskabets tjenester.
Men det passer bare ikke.
Det oplyser AWS' vicepræsident for offentlig politik, Shannon Kellogg, i en skriftlig kommentar.
Drevet af at gøre det, der er bedst for kunderne
Ifølge ham er det helt almindeligt, at virksomheder i større brancher arbejder sammen med brancheforeninger.
"For AWS giver brancheforeninger en effektiv måde at engagere sig i fællesskabet på, indsamle feedback og tale med en række forskellige interessenter om de teknologier, praksisser og politikker, der påvirker vores kunder," lyder det.
"For eksempel er vi stolte af at støtte ADI, CISPE og deres principper for fair softwarelicenser, CFSL og snesevis flere brancheforeninger, herunder computer- og kommunikationsindustrien Association, Data Center Coalition, Information Technology Industry Council, Professional Services Council og US Chamber of Commerce," lyder det videre.
Ifølge AWS' VP er bevæggrundene for samarbejdet med de omtalte grupper kun drevet af hensyn til kunderne - ikke af noget som helst andet.
"Vores arbejde med brancheforeninger er udelukkende drevet af at gøre det, der er bedst for vores kunder, og at antyde noget andet er fuldstændig falsk," lyder det i den skriftlige kommentar fra Shannon Kellogg.