Det var meningen, at Apples helt nye kunstige intelligens-funktioner – også kaldet Apple Intelligence – skulle lanceres i september samtidig med de kommende opdateringer til selskabets styresystemer til iPhone og iPad.
Men nu kan det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg fortælle, at Apple Intelligence først forventes at blive udrullet i løbet af oktober.
Det skyldes, at Apple har brug for mere tid til at fejlrette, men ifølge mediet vil løsningerne allerede i løbet af den kommende måned blive gjort tilgængelige for app-udviklerne som en del af betaudgaverne af iOS 18.1 og iPadOS 18.1.
Forsinkelserne kan også få den konsekvens, at den næste generation af Apples iPhones muligvis heller ikke vil få adgang til funktionerne på lanceringsdagen.
Apple Intelligence vil også blive rullet ud til Mac-computere, men her har Apple blot sagt, at det vil ske i løbet af 2024.
Uvished for brugere i EU
Forsinkelserne lader dog ikke til at få konsekvenser for brugere i Europa, hvor Apple tidligere på sommeren meddelte, at funktionerne ikke vil blive udrullet, fordi de kan komme i konflikt med EU’s tech-regulering, Digital Markets Act.
“Vi er specifikt bekymrede for, at interoperabilitetskravene i DMA kan tvinge os til at kompromittere integriteten af vores produkter på måder, der bringer brugernes privatliv og datasikkerhed i fare. Vi er forpligtet til at samarbejde med Europa-Kommissionen i et forsøg på at finde en løsning, der gør det muligt for os at levere disse funktioner til vores EU-kunder uden at gå på kompromis med deres sikkerhed,” lød det fra Apple.