Var nogen i tvivl om, hvad der skulle stå øverst på dagsordenen til årets udgave af Apples udviklerkonference WWDC, så var de det næppe meget længere, da der kort før starten på Tim Cooks keynote begyndte at florere et helt særligt foto på sociale medier.
For her så man selve inkarnationen af de seneste års AI-hype, Sam Altman, stå foran Apple-hovedkvarteret iført en blå t-shirt, et WWDC-adgangskort om halsen og et forsigtigt smil på læben.
Billedet bekræftede dermed de historier om et stort partnerskab mellem Sam Altmans OpenAI og Apple, der gennem de seneste uger og måneder har floreret i de amerikanske medier.
Det næste store skridt
AI-nyhederne var dog gemt til sidst i præsentationen. Publikum måtte således trækkes igennem en 65 minutter langgaber af en præsentation.
Præsentationen var så nyhedsfattig, at der var blevet fundet plads til en flere minutter lang gennemgang af en ny lommeregner-app til iPad, før Tim Cook langt om længe ledte samtalen ind på kunstig intelligens med de forløsende ord:
“Det er personlig intelligens, og det er det næste store skridt for Apple.”
Apples vision
Herefter gik Apple-topchefen i gang med at udlægge Apples vision for kunstig intelligens, der, fik vi forklaret, baserer sig på en række helt centrale principper.
For det første skal den kunstige intelligens være kraftfuld, fortalte han. Dernæst skal den være intuitiv og dybt integreret i softwaren. Sidst men ikke mindst skal den også både være personaliseret og privatlivsbeskyttet.
Apple har valgt at døbe sit AI-system, der baserer sig på principperne, for Apple Intelligence.
Bruger OpenAI-teknologi
Systemet gør både brug af Apples egen teknologi og løsninger fra OpenAI.
Helt præcis hvor Apples egen AI-teknologi begynder og OpenAI-teknologi slutter, stod dog ikke umiddelbart helt klart for denne skribent
Men brugerne vil blandt andet kunne bruge ChatGPT til at skabe eller omskrive tekst i alle dele af styresystemet.
Du vil eksempelvis kunne vælge, om et mailsvar skal formuleres i et mere muntert tonefald eller gøres professionelt ligesom, at du også vil kunne få hælp til at formulere et mødereferat i Pages mere præcist.
Adgangen til ChatGPT vil ifølge Apple være gratis og ikke kræve, at du registrerer dig som bruger. Folk, der har et abonnement hos OpenAI, vil dog kunne få adgang til mere avancerede funktioner via styresystemet.
Største opdatering af Siri
Som en del af det nye Apple Intelligence vil selskabets stemmestyrede assistent, Siri, også få sin sandsynligvis største opdatering siden lanceringen i 2011.
På overfladen får Siri et nyt ikon, og når du hidkalder assistenten, vil der ikke længere dukke den velkendte farverige boble op på skærmen, men i stedet vil Siri blive ledsaget af et slags stråleglans, der kommer til at omkranse skærmen på din enhed.
Siri bliver også langt mere avanceret, blev det forklaret ved præsentationen.
For det første vil du nu få mulighed for at bruge Siri som en chatbot, uden at du behøver at kommunikere verbalt med den. Dernæst vil Siri også få en langt større forståelse for din personlige kontekst på tværs af forskellige apps.
Eksempelvis blev det illustreret, at du kan spørge: “Siri, hvornår er frokostaftalen med min mor?”
Selvom frokostaftalen ikke står i kalenderen, finder Siri alligevel oplysningen i en iMessage-besked.
Forstår hvad der sker på skærmen
Siri vil også have en forståelse af, hvad der sker på din telefonskærm.
Hvis en ven eksempelvis har sendt dig en besked med sin adresse, kan du sige til Siri: “Tilføj dette til kontakten.”
Siri vil herefter forstå, at adressen på skærmen skal tilføjes vedkommendes kontaktoplysninger i din telefonbog.
Samtidig vil Siri blive integreret med ChatGPT. Det betyder, at den i nogle tilfælde vil vælge at sende dine forespørgsler videre til ChatGPT. Før den gør det, vil du først skulle godkende, at den spørger ChatGPT.
Moderne ClipArt
Apple Intelligence handler dog ikke alene om tekst, men også om billeder. Apple vil således også tilbyde en billedegenererings-app, der hedder Image Playground.
Her kan brugerne, som det eksempelvis kendes fra OpenAI's Dall-E, via kunstig intelligens kan skabe sine egne skræddersyede illustrationer, der som en moderne udgave af 90'erne ClipArt udentvivl kommer til at forpeste utallige slideshows og fødselsdagsinvitationer i de kommende år.
Image Playground bliver indbygget i en række af Apples egne apps, som eksempelvis iMessage og Mail, men selskabet vil også lancere den som en selvstændig app.
Må have hjælp fra skyen
Apple understregede, at de nye AI-funktioner som udgangspunkt vil blive afviklet på brugerens enhed.
Noget som er helt centralt for Apples forståelse af privatlivsbeskyttelse, og som Apple altid helt rutinemæssigt understreger ved lanceringen af nye funktioner med den slet skjulte antydning af, at det ikke er tilfældet hos selskabets konkurrenter.
Når det gælder store AI-modeller må Apple dog tilsyneladende gå på kompromis med den tilgang. Behovet for computerkraft er efter alt at dømme så stort, at alt ikke udelukkende kan afvikles fra brugernes enheder.
“Nogle gange er der brug for endnu større modeller, og her kan servere hjælpe,” forklarede Apples softwarechef Craig Federighi.
Han forklarede efterfølgende, at Apple derfor gør brug af noget, som selskabet kalder for “private cloud compute.”
Et begreb, der blandt andet dækker over, at AI-modellerne udelukkende bliver afviklet fra servere, der gør brug af Apples egne chips.