I en præsidentiel erklæring offentliggjort onsdag har USA’s præsident Donald Trump beordret en omfattende undersøgelse og en mulig strafferetlig efterforskning af den amerikanske cybersikkerhedsmyndighed, Cybersecurity and Infrastructure Security Agency (CISA).
Samtidig har han inddraget af sikkerhedsgodkendelser for myndighedens tidligere direktør Chris Krebs og ansatte hos it-sikkerhedsselskabet SentinelOne, hvor den tidligere CISA-chef nu arbejder, rapporterer The Register.
Uenighed om valget i 2020
Chris Krebs blev i 2020 fyret af Donald Trump, efter at han som daværende direktør for CISA offentligt afviste Trumps påstande om valgsvindel.
CISA-chefen kaldte dengang det netop overståede amerikanske præsidentvalg for det "mest sikre i USA’s historie" og det var der, kimen til fjendskabet blev lagt, mener flere.
I den nye erklæring fra Det Hvide Hus anklager Donald Trump Chris Krebs for at have brugt sin stilling til at forfølge en "partisk dagsorden" og samarbejde med sociale medieplatforme for at undertrykke ytringer.
Det gælder særligt i forbindelse med sager om COVID-19, valget i 2020 og den omdiskuterede bærbare computer tilhørende Hunter Biden, den tidligere amerikanske præsident – Joe Bidens - søn.
Skal undersøge CISA's aktiviteter seks år tilbage
Trump-administrationen beder nu både justitsministeren og indenrigsministeren om at gennemføre en gennemgang af alle CISA’s aktiviteter over de seneste seks år.
Her skal man blandt andet undersøge, hvorvidt agenturet har krænket ytringsfriheden.
Samtidig kræves det, at eventuelle sikkerhedsgodkendelser for Chris Krebs og ansatte hos SentinelOne bliver annulleret, hvis de stadig er gældende.
Selv om SentinelOne ikke har haft noget med Chris Krebs’ arbejde i regeringen at gøre, rammer opgøret nu også den private cybersikkerhedssektor.
Donald Trump har tidligere frataget flere tidligere embedsmænd deres sikkerhedsgodkendelser, men dette opgør markerer ifølge flere iagttagere en eskalering, der kan få konsekvenser for hele branchen.
SentinelOne: Vi er en sikkerhedspartner, ikke en politisk aktør
SentinelOne har i en officiel udtalelse forsøgt at nedtone betydningen af erklæringen.
"Vi er et cybersikkerhedsfirma. Vores mission er at beskytte kunder, virksomheder og regeringer mod cybertrusler ved hjælp af avanceret kunstig intelligens. Vi samarbejder med den amerikanske regering og militær og agter at fortsætte det arbejde,” lyder det i den officielle erklæring.
Selskabet oplyser, at færre end 10 medarbejdere aktuelt har en sikkerhedsgodkendelse, og at man vil samarbejde fuldt ud med myndighederne.
Samtidig oplyses det, at man ikke forventer, at sagen vil få nogen væsentlig forretningsmæssig betydning.
"I am your retribution"
Donald Trump anvendte i løbet af sin valgkamp sloganet "I am your retribution" (jeg er jeres hævn, red) flere gange.
Og ifølge flere kommentatorer er skridtet mod Chris Krebs og hans nuværende arbejdsplads et direkte udtryk for dette løfte om at gå efter tidligere modstandere og embedsmænd fra den amerikanske præsidents første embedsperiode.
Donald Trumps påstande om valgsvindel i 2020 er flere gange blevet afvist af både domstole, valgmyndigheder og uafhængige eksperter, mens anklagerne mod CISA og Chris Krebs aldrig er blevet dokumenteret.