Det amerikanske militær skal gå til modangreb på de hackere, der udsætter virksomheder og regeringer for ødelæggende ransomware-angreb.
Sådan lyder opfordringen fra Chris Krebs, tidligere direktør for
USA's Agentur for Cybersikkerhed og Infrastruktur (Cisa)
Det skriver Financial Times.
Chris Krebs vil have USA til at være mere aggressive, når det handler om at slå tilbage mod hackerne, der forlanger store løsesummer for at give adgangen tilbage, til de kryptere datasystemer.
Hans forslag går på, at militæret kan forsøge at afskrække hackergruperne ved at offentliggøre deres private oplysninger. Dette er en taktik, der er kendt som "doxing."
"Du er nødt til at gå efter de onde, og jeg taler ikke kun om retshåndhævelse," siger han til Financial Times.
Han tilføjer, at man kan etablere en cyber command under militæret, hvor man implementerer efterretningsfunktioner. Så vil man være i stand til at sende beskeder direkte tilbage til hackerne, hvor man fortæller, at man kender deres identitet og vil komme efter dem ved hjælp af "informationskrig."
Denne kommentar fra Chris Krebs strider dog mod den ortodokse tankegang i etablering af cybersikkerhed, skriver mediet. Oftest råder eksperter til, at man ikke angriber tilbage, da det er svært at afgøre, hvilken modstander man er oppe i mod, og hvad de er i stand til.
Læs også: Efter SolarWinds-angrebet: Biden ansætter cybersikkerhedsteam i "verdensklasse"
Chris Krebs blev fyret som cybersikkerhedsdirektør af Donald Trump tilbage i november 2020 efter præsidentvalget.
Dengang lød det fra Trump i et tweet, at Krebs blev fyret, fordi han er kom med "vildt upræcise" bemærkninger omkring sikkerheden af det amerikanske præsidentvalg.
Chris Krebs havde flere gange offentligt afvist Trumps udokumenterede påstande om, at der blev svindlet med valget.
I januar 2021 blev Chris Krebs hyret ind som rådgiver hos Solarwinds, der er i dyb krise, efter selskabets netværks-software er blevet anvendt som bagdør til et af de mest alvorlige hack i nyere tid.
Selskabet hyrede derfor en hel stribe it-sikkerhedsfolk fra den øverste hylde, som skal hjælpe selskabet med at komme på fode igen efter den alvorlige misere.