AI-kapløbet tager til, og nærmest alle større tech-selskaber på kloden kaster milliarder efter udvikling af AI-værktøjer, de kan sælge til kunderne.
Dette kræver en høj kapacitet fra virksomhederne, hvis alle disse produkter skal fungere ordentligt.
Den seneste tid har vi blandt andet set Microsoft samt Amazons cloudforretning, AWS, investere mange milliarder i at udvide sine datacentre rundt i verden.
Microsoft og OpenAI indgik også for nylig en aftale med Oracle, hvor Oracles cloudinfrastruktur skal være med til at understøtte OpenAI’s udvikling.
Helt konkret indgik Oracle, Microsoft og OpenAl en aftale om at udvide Microsoft Azure Al-platformen til Oracle Cloud Infrastructure (OCI) for at give yderligere kapacitet til OpenAl.
Microsofts Azure har hidtil været bevist, at OpenAI har haft kapacitet nok til at kunne udvikle produkter hurtigt - men nu skal Oracle hjælpe.
Microsoft ejer som bekendt 49 procent af OpenAI, og AI-firmaet har været en stor del af Microsofts succes inden for AI.
Ny aftale på plads
Microsoft er dog ikke færdig.
Tech-giganten har netop indgået en ny aftale med Lumen Technologies – et amerikansk netværksselskab med en omsætning på omkring 100 milliarder kroner årligt.
Aftalen indebærer, at Microsoft vil bruge Lumens netværksudstyr til at udvide sin infrastruktur og netværkskapacitet samt evne til at imødekomme den voksende efterspørgsel på datacenterkraft som følge af AI.
Microsoft henvender sig til Lumen for at gøre selskabet til en ”strategisk leverandør til sine netværksinfrastrukturbehov og investerer sammen med Lumen for at understøtte sin næste generation af applikationer til Microsoft-platformskunder over hele verden,” skriver Microsoft i en pressemeddelelse.
Det skal ske ved Lumens Private Connectivity Fabric, som er et brugerdefineret netværk, der inkluderer dedikeret adgang til eksisterende fibernetværk i Lumen-netværket samt adgang til ny fiber og brug af Lumens digitale tjenester.
Formålet er at gøre Microsofts datacentre hurtigere og bedre performende samt at gøre centrene bedre forbundne.
"AI omformer vores dagligdag og ændrer fundamentalt, hvordan virksomheder fungerer," siger Erin Chapple, chef for Azure Core Product og Design hos Microsoft, i pressemeddelelsen.
Aftalen vil ifølge Microsoft-chefen både have indflydelse på nuværende AI og AI i den kommende generation.
"Vores arbejde med Lumen er emblematisk for vores investeringer i vores egen cloud-infrastruktur, som leverer i dag og på lang sigt for at give enhver person og enhver organisation på planeten mulighed for at opnå mere," siger Chapple.
Hos Lumen glæder ledelsen sig også over aftalen.
"Microsoft har en ambitiøs vision for kunstig intelligens, og dette innovationsniveau kræver et netværk, der kan gøre det til virkelighed. Lumens ekspansive netværk imødekommer denne udfordring med unikke ruter, uovertruffen dækning og en digital platform bygget til at give virksomheder den fleksibilitet, adgang og sikkerhed, de har brug for til at skabe en AI-aktiveret verden," udtaler Kate Johnson, CEO, Lumen Technologies, i meddelelsen.
I den anden ende af aftalen vil Lumen Technologies nu få adgang til yderligere Microsoft-teknologi og vil udvide sit brug af Azure og derved fjerne ældre systemer og siloer i virksomhedens it-miljø.
Dertil vil virksomheden benytte Microsofts telecom-industrispecifikke løsninger, hvilket ventes at øge Lumens pengestrømme med omkring 10 millioner kroner, fremgår det af meddelelsen.