Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Nørgaard: Jeg har jo sagt det gang på gang på gang! VMS er det bedste styresystem EVER! Men lytter folk?! Nej, nej og atter nej!

Klumme: Nå! Vi skal i gang. Den her klumme læser jo ikke sig selv. Og i denne uge har jeg både en konspirationsteori om PostNord, en konspirationsteori om Kina (tak til Bo Lidegaard) og lidt hoveren fra en gammel VMS-mand om Crowdstrike-nedbruddet.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Når I læser dette, er vi på vej til Holbæk. En epoke er forbi, når Lene & Ole flytter fra deres giga-hus til et hus, der kun er stort. Og en god flytning bringer jo det bedste frem i folk.

Ole og jeg stiftede - som I alle ved - tre non-profit-firmaer i 80’erne, komplet med tre forskellige visitkort med solnedgange, golfbaner og den slags på:

  1. Firmaet Røv og Gulvsand, der afhøvlede gulve gratis for folk. Vore mottoer på visitkortet var “Mere petroleum!” og “Grovere sandpapir!”. Petroleum er et billigt og godt alternativ til den ekstremt dyre specialolie man kan købe til gulvafhøvling. Nu ved I det.
  1. Team Chili, der lavede chili con carne gratis for større selskaber. I må selv gætte på vores motto. Opskriften (til 20 personer) finder I ved at gå herhen og så scrolle en del sider ned. Det er lige efter “Kogebog: Brækmad”, og jeg undskylder, men jeg skrev det i 2008 og jeg var en anden dengang.
  1. Dansk Flytningehjælp, der flyttede gratis for folk. Ingen mottoer, men masser af stolte traditioner a la “mandelgaven”, der var en ekstra tung flyttekasse, eksempelvis fyldt med blade, gemt i stakken af alle de andre flyttekasser, så man ikke kunne vide, om man var så heldig at få den. Og jo, når vi som frivillige flyttefolk omhyggeligt fik at vide af dem, der skulle flytte, at lige netop dén sorte affaldssæk IKKE skulle med, fordi étellerandet, så fik vi ALTID smuglet den med vha. snedige tricks og afledninger.
Vi gjorde to dyrebare erfaringer med flytninger: 1) Mindst 100 rigtige flyttekasser. Altid. Ikke “senior-kasser” fra Silvan, der er lige så skrøbelige som senior-mennesker. Rigtige flyttekasser.

Og 2) dét, der er pakket i flyttekasser tager 20% af tiden, mens de “ganske få ting”, a la løse lamper, potteplanter og den slags, der ikke er pakket i kasser, tager 80% af tiden.

Den værste flytning nogensinde

Den værste flytning nogensinde var én, hvor tre voksne skulle flyttes fra et to-etagers rækkehus med kælder til en to-værelses lejlighed, og intet var pakket, da vi ankom om morgenen. Der var tale om en slags granatchok hos de stakkels mennesker.

Normalt talte vi med skræk om “poseflytninger”, hvor mange ting var i poser og alt for få i kasser, men her var vi et skridt videre, og vi døbte det en “elastikflytning” (tak til Mogens Egan for det ord), fordi vi dybest set måtte løbe frem og tilbage mellem hus og flyttebil med lamper og andre ting i hænderne. Da bilen var fuldt lastet kørte den selvfølgelig fast i mudderet. Det var én af de dage. Og den udviklede sig derfra.

Det lykkedes os at få alle tingene ind i den 2-værelses, men så var der ved Gud også kun plads til at snige sig langs panelerne i stuen. Vi opfandt Tetris den dag.

På grund af alt dette var vi stærkt forsinkede, da vi med 160 km/t satte kursen fra Københavns forstæder mod Slagelse, hvor vi havde lovet at lave chili til 50-60 personer til en rund fødselsdag.

Ole havde selvfølgelig også taget alt sit tøj med i en meget stor sæk, da det sidste rene var blevet brugt til flytningen. Så vi ankom til festen for sent, Ole satte seks maskiner over på det lokale vaskeri og jeg gik i gang med at hastehakke en del grøntsager mv.

Og som altid gik det jo fint. Hvis der også havde været en gulvafhøvling, havde det været en perfekt dag.

Nok om flytninger. Jeg tror jeg kommer til at drikke en øl eller tolv i løbet af weekenden, og jeg tror flere af os ligger på ryggen og stirrer op i loftet i dagene derefter.

Nå! Vi skal i gang. Den her klumme læser jo ikke sig selv. Her er lidt af indholdet i denne uge:

  • en konspirationsteori om PostNord
  • lidt undskyld og lidt mere undskyld
  • en konspirationsteori om Kina (tak til Bo Lidegaard)
  • noget byggesjusk på Amager, der minder mig om Albertslum i gamle dage
  • rejseafregninger på Københavns Universitet
  • og lidt hoveren fra en gammel VMS-mand fsa. Crowdstrike
  • Og så kom jeg til at lave en AI-genereret, IT-relevant, Dire Straits-inspireret sang som et PS, fordi jeg en dag tænkte “Consultants of Swing”. Undskyld.

PostNord-konspirationsteori

Når jeg har bestilt noget til levering med PostNord går der 24-48 timer, og så modtager jeg en falsk SMS, hvor jeg liiiige skal gå ind og taste nogle ganske få oplysninger ind og donere et mindre beløb til “PostNord”. Det sker for mig hver gang.

Jeg har tænkt over, hvordan det mon kan være, og jeg har en teori, der garanteret er forkert: PostNord sælger kunde-informationer til tredjeparter, som så sælger dem til banditter.

Har I et bedre forslag? Har I evt. et navn og en mail til en højt-på-strå-PostNord-person, som man kan skrive til? Jeg vil bare så gerne have dem til at garantere, at min teori ikke er korrekt… og I kan som altid skrive til mogensxy@gmail.com.

Kina, Android og Verdensherredømmet

Erik K skrev til mig, at Kina forlanger Kina-versioner af Android til visse Kina-telefoner (det rimer). Harmony OS fra Huawei er et andet eksempel. Og han påpeger, at det blandt andet er derfor at Microsoft har sat foden ned og beordret deres folk i Kina til at bruge iPhones. Tak for den detalje. Kina er et banditland.

Og nu vi er ved det med at være et banditland:

Én gang om året kører chefredaktør Rune fra Information ud og besøger Bo Lidegaard og får sig en snak om verdens gang. Det er altid værd at lytte til. Bo Lidegaard er en viis mand.

Bo Lidegaards hovedbudskab denne gang er, at vi skal passe rigtigt meget på Kina og deres åbenlyse forsøg på at overtage produktion af alle de vigtige ting vi skal bruge. Han gør opmærksom på, at der ikke er tale om, at vi er “oppe mod” et normalt marked, men derimod en krigsøkonomi, der ved hjælp af slavearbejdere VIL vinde over os og nedkæmpe f.eks. vores vindmølleproduktion.

Han gør sig ingen gode og glade tanker om, hvordan Kina vil opføre sig, når de har fået monopol på diverse vigtige varer. Samtidig har vi med en stat at gøre, der er helt afgørende for Ruslands evne til at føre krig i Europa mod os. Det burde vi faktisk ikke finde os i.

Hans analyse er også, at Kinamanden Xi’s dilemma er, at hvis han ikke lykkes med dette projekt, dvs. at tryne vores produktion, så Kina skal levere alle vigtige ting til os, så er han færdig som popsanger. Det er hans altafgørende raison d’etre.

Omvendt er vi nødt til at begynde at udvinde vigtige ting i Grønland, dræbe nogle flagermus med vindmøller, sætte nogle demokratiske protest-processer ud af kraft, så vi slipper for noget af den evindelige Not In My BackYard (NIMBY) og får lidt mere YIMBY (Yes In My BackYard) i stedet - og undervejs finde ud af at lave rigtige ting selv igen.

Og komme os over vores pjank mht. atomkraft.

Halleluja. Det bliver nogle sjove år, vi går i møde. Sikke mange problemer, sikke en stigning i BNP. Sikke mange folk vi skal bruge til det.

Brandene

Apropos uro og ballade: Hvad er årsagen til, at ingen aviser prøver at finde ud af, hvad der forårsagede brandene på Børsen, Skatteministeriet, fire gange Novo og Mærsk-skibet?

I tilfælde med danske gidsler sender man nogle gange folk rundt for at bede medierne tie stille. Men hvis man er ret sikker på, at det er russerne, der står bag brandene, så er det da bare at fortælle os det.

Jeg venter spændt på at høre nyt.

Undskyld til JATO og Estland

Læserne H & M har begge gjort mig opmærksom på, at kombinationen JATO+amerikansk flyder skam blev testet af Myth Busters i 2003, og dét gjorde de på en ret spektakulær måde: JATO, Baby

Fuck, der er tryk på.

Nå, men mere undskyld: Den gigantiske svindel med mafiapenge fra Rusland via Danske Banks filial var selvfølgelig ikke Letland, men Estland. Undskyld Letland. Undskyld Estland. Undskyld Borgen. Undskyld Danske Bank. Og må jeg ikke have lov til, for egen regning, at tilføje med en vis skadefro, at Danske Bank ikke mere kan smykke sig med at have begået den største og værste hvidvask Verden har set til dato. Næh, de er lige blevet slået af Nordea, tror jeg. Ærgeligt, ærgeligt.

Byggesjusk - mød det nye Albertslum Syd i København

Det her er slet, slet ikke til at tro på: Når man har ENORMT travlt med at få bygget en MASSE i en FART for at kommunen HURTIGT kan få kradset en MASSE penge ind til finansiering af metro med mere, så ER det da mærkeligt, at det meste af byggeriet bliver noget værre lort a la Njalstårnet!

Smart i en fart, som man siger, og bygherrerne er over alle bjerge efter at have leveret præcist dét, som kommunen bad dem om at levere - ja, for ellers var det vel ikke blevet godkendt, vel?

Bare rolig: BNP stiger, for der er konstante reparationer på husene. Det her er godt for nationen, omend sub-optimalt for de mange beboere, der f.eks. frarådes at råbe op om det offentligt (Facebook mv.), fordi det så vil afskrække eventuelle nye købere, og dermed gøre det vanskeligere at slippe af med lortet.

Igen-igen må vi spørge: Hvad laver kontrolinstanserne? Er alle eftersyn bare gået godt undervejs? Har kommunen været ude og besigtige det? Har kommunens folk skrevet under på tilsynsrapporter mm? Har rockerne fra Den Sorte Svane sørget for det praktiske vha. bestikkelser?

Det bliver nok, surprise!, svært helt at etablere, hvad der er sket, hvem der har ansvaret, og hvem, der skal sørge for, at det ikke sker igen…

Så det skarpe, nye trick til alle er at spørge, om der er noget byggesjusk i byggeriet FØR de flytter ind. Dét synes jeg fan’me er sjovt. Jeg har aldrig hørt om det før. Men læs og græd/grin: Revner København?

Som en service har jeg testet denne AI-prompt, der gav et ganske glimrende udkast til et dokument man kan få hallunkerne til at skrive under på:

“lav en erklæring om, at bygherren og de involverede håndværkere ikke har lavet byggesjusk ved opførelsen af en bygning. Erklæringen skal kunne bruges til at få alle involverede firmaer og personer til at skrive under på, at de ikke har lavet byggesjusk undervejs.”

Rejseafregning på KU kræver meget af mange

Ahhh, der ER ikke noget som bureaukrati og en mand, der har fået NOK! Selv en professor kan få nok og give fortabt overfor nye IT-systemer, som ingen i IT-afdelingen sådan rigtigt kender til, forstår eller gider hjælpe med. Tak til M for denne skønne, skønne historie: Rejsefeber

VMS FTW (tag den, Windows/Linux)

Jeg har jo sagt det gang på gang på gang! VMS er det bedste styresystem EVER! Men lytter folk?! Nej, nej og atter nej. Men se nu på denne nyhed:

“Yesterday's Microsoft Crowdstrike issue didn't affect IRCTC Indian Railways Online Booking System because the Server OS being OpenVMS. Best example of Old is Gold.”

Hæhæ. Skøn ting at slutte klummen af med. Tippet er hermed givet videre: Lad os sammen hærde vores digitale infrastruktur ved at gå over til VMS over det hele. Og lad os alle glemme den der lille Crowdstrike-batalje. Vi må videre.

Det var dét! Drik nogle sympatiøl for mig og tænk på, at det ikke er jer, der leger flyttefolk. Skål!

PS: Consultants of Swing

Jeg bad ChatGPT/GPT4o om at skrive en sang a la Sultans Of Swing med IT-indhold og titlen consultants of swing. Det gjorde den så, og ikke helt ringe:

Consultants of Swing

You get a shiver in the server room

It's a bright, blinky night at the data center too

You step inside, but you don't see too many faces

Coming in out of the code, they hear the jazzy traces

Compiling, they don't waste no time

Computing all that code, making algorithms rhyme

In the quiet, they'll solve your big data bling

And when the work is done, they're the Consultants of Swing

Way down south, in the Silicon Bay

They check into the cloud, you see them every day

Coding and debugging, all clean and mean

Working late, making systems run like a dream

And they don't worry about the late night calls

The virtual meetings, or the firewall stalls

It's like a dance, with the problems they bring

Data wizards in disguise, yeah, the Consultants of Swing

And the manager steps right up to the mic

And says at last just as the project ends tonight

"Thank you, my friends, you made our systems sing

Now let's raise a glass to the Consultants of Swing"

And as the sun sets over the server farm

You know they’ll move on, working their next charm

From the first byte to the last ping

It’s a digital dance, they’re the Consultants of Swing

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.