Det kan stadig være usædvanlig god forretning at sælge målrettede annoncer på internettet.
Det fremgår af Facebooks moderselskab, Metas, seneste kvartalsregnskab, der blev offentliggjort sent onsdag aften.
Regnskabet viser, at Meta i løbet af de seneste tre måneder omsatte for 39 milliarder dollar (cirka 269 milliarder kroner), hvilket er en vækst på 22 procent. Overskuddet i det seneste kvartal landede på 13,5 milliarder dollar (cirka 93 milliarder kroner).
Og hvad skal man dog bruge så mange penge på, vil nogen måske tænke. For Facebookstifter Mark Zuckerberg er svaret på det spørgsmål ikke svært: Kunstig intelligens.
Selskabets udgiftsniveau forventes således at stige markant i de kommende år. Eksempelvis forventes Metas kapitaludgifter i 2024 at lande på mellem 35 og 40 milliarder dollar, og analytiker hos JP Morgan, Doug Anmuth, vurderede for nylig ifølge erhvervsmediet Quartz, at udgifterne i 2025 vil kunne ramme 50 milliarder dollar.
Store AI-investeringer
Meta investerer blandt andet milliarder i AI-chips og anden hardware fra chipproducenten Nvidia, og ifølge Mark Zuckerberg er de massive investeringer nødvendige.
“Det er svært at forudsige, hvordan dette område vil udvikle sig, når vi ser flere generationer ud i fremtiden. På nuværende tidspunkt vil jeg derfor hellere være på forkant og risikere at opbygge kapacitet allerede før, den er nødvendig, end at risikere at gøre det, når det er for sent,” sagde Metas topchef og stifter på et telefonmøde med børsanalytikere umiddelbart efter regnskabet var blevet offentliggjort.
Meta offentliggjorde i den forbindelse også, at selskabet i øjeblikket forbereder at begynde træningen af den næste generation af selskabets store sprogmodel, Llama 4, der forventes at blive frigivet til næste år. Til den tid forventer Mark Zuckerberg, at det bliver den mest avancerede i branchen.
Samtidig vurderer Mark Zuckerberg, at Metas AI-assistent Meta AI har kurs mod at blive den mest brugte kunstige intelligens-assistent i verden.
Metas regnskab overgik akiteanalytikernes forventninger, og selskabets aktiekurs steg efter regnskabet blev offentliggjort med knap 7 procent på eftermarkedet.