Facebooks moderselskab Meta, der også er kendt for at stå bag rækken af open-source AI-modeller kendt som Llama, forventes i løbet af de kommende par måneder at lancere en såkaldt multimodal AI-model, der skal kunne behandle både tekst, billeder og/eller lyd.
Det er dog ikke noget, EU-borgere kommer til at mærke til.
Det skyldes nemlig, at Meta har valgt at holde disse multimodale AI-modeller ude af EU.
Det skriver Axios.
Ifølge Meta betyder det, at europæiske virksomheder ikke vil være i stand til at benytte selskabets multimodale modeller, selvom disse altså udgives under en åben licens.
Giver EU skylden
Ifølge Meta skyldes beslutningen, at man fra Bruxelles’ side ikke har været i stand til at definere, hvad der er tilladt inden for AI-teknologi.
"Vi vil udgive en multimodal Llama-model i de kommende måneder, men ikke i EU på grund af det uforudsigelige europæiske regulative miljø," lyder det fra Meta.
Det er ikke første gang, teknologivirksomheder har kritiseret europæiske reguleringer for begrænsninger.
For eksempel vil Apple Intelligence, den mest omtalte funktion i iOS 18, ikke være tilgængelig i Europa i 2024.
Her var det Digital Markets Act (DMA), der var hindringen.
"Vi er bekymrede for, at integriteten af vores produkter kan blive skadet af DMA. Dette kunne føre til kompromittering af brugernes privatliv og data," lød det fra Apple i slutningen af juni.
Det har længe stået klart, at det ikke kun er EU’s AI Act, der kommer til at være en hindring for tech-giganternes AI-løsninger.
Det så man allerede ved lanceringen af Google Bard – som nu hedder Google Gemini – der først blev lanceret to måneder senere i EU grundet bekymringer de juridiske implikationer af potentielt at sprede desinformation gennem såkaldte AI-hallucinationer.