Få bilmærker formår at sætte kolorit på tilværelsen som tysk-britiske Mini.
Mærket som siden 60’erne blev kendt for sine små køreglade og charmerende biler er dog siden nullerne kommet under tyske BMW’s lederskab, som har udviklet og udvidet, hvad mærket står for.
Dagens testemne ligner dog noget, som bevæger sig lige lovligt langt væk fra den oprindelige opskrift.
Countryman E er en relativ stor og tung elbil, som synes at ville appellere til dem, der vil have plads til familien, men ikke har opgivet at køre i noget kulørt.
BMW i britisk habit
Hvis du forventer, at din Mini skal være mini, så vil Countryman overraske.
Det her er en mellemstor bil, der med sine knap 4,5 meters længde opererer i samme liga som Skoda Elroq, Renault Scenic eller BMW’s egen X1 intro-SUV.
Sidstnævnte er da også en decideret søstermodel til Mini Countryman E, da de begge deler batteri, motor og anden teknik med hinanden.
Countryman er dog den langt mere design-drevne af de to med alskens detaljer såsom markante C-stolper og ’Union Jack’-inspirerede baglygter, der gør at den skiller sig ud i trafikken. Om den gør det på en tiltalende måde, var der dog delte meninger om.
Selve bilen er Minis største til dato, til trods for at den er en håndfuld centimeter kortere end iX1.
I forhold til søstermodellen tilbydes derfor en anelse mindre plads i bagagerummet.
De opgjorte 460 liter har jeg dog lidt svært ved at se, hvor gemmer sig, for bagagerummet virker mindre end det. Ryglænet på bagsæderne kan dog indstilles, så de nærmest står lodret, det er måske der, de forsvunden liter skal findes.
Man kan dog trække 750 kilo på en eventuel krog her i den forhjulstruken ’E’-model, mens firhjulstrækkeren ’SE’ må trække 1,2 tons.
Pladsmæssigt bydes der dog på god plads til dem foran oppe foran og fine forhold for to bagved. En kardantunnel og en smal midterplads gør, at det ikke er et sæde, som man vil bruge for ofte.
Glad i låget
Men hvor BMW iX1 har det med at se lidt vred og seriøs ud, er Countryman noget mere glad i låget.
Det indtryk forstærkes, når man entrerer bilen, hvor man bemærker, at Mini går helt egne vegne.
Her er eksempelvis slet ikke noget instrumentbræt, mens man alene får en stor, rund 10 tommer-skærm at interagere med.
Man kan dog tilkøbe en lille halvgennemsigtig plade, som kan agere mellemting mellem instrumentbræt og heads-up display, mens man kører – den vil du gerne bede om.
Kabinen er flere steder overtrukket af noget tekstil, som giver et nydeligt indtryk, som næsten får en til at glemme, at der også diskes op med hård plast andre steder.
Sæderne her i ’John Cooper Works’ topmodellen er glimrende og byder endda på massage-funktion.
Kikset øvelse
Når nu Countryman er alt andet end mini i størrelse, har mærket forsøgt at puste noget Mini-essens ned det runde infotainment-system.
Her tilbydes ’Experiences’, som er en stribe temaer, hvor skærmfarve og interface ændrer sig og giver oplevelser såsom ’Go-kart’ og ’Timeless’. Det er da fint nok, om end en anelse kikset.
Helt kikset bliver det dog, når den akkompagneres af et tilsvarende lydbillede, hvor kabinen fyldes med kunstig motorlyd, når der køres. I alle indstillinger virker lyden aparte og ja, kunstig, mens den har det med opleves som unødig støj.
Så den funktion slår man hurtig fra.
Selv infotainment-systemet er baseret på BMW’s ditto, om end tilpasset til den runde skærm. Her er dog færre genveje, hvorfor du skal forbi skærmen for at tilgå navigation eller musikken, mens air-con også styres igennem displayet.
Det synes samtidig at være en sløv variant af systemet, vi har med at gøre her, så der skal ventes en del, mens den i nogle tilfælde nærmest ikke gider at lystre på swypes.
Samspillet mellem telefon-systemer såsom Apple Carplay og Android Auto virker som i øvrige BMW-produkter godt – men bliver dog her alene spejlet på en del rektangulær del af skærmen, hvilket gør udsynet mindre og påklistret.
Go-kart stemning
Med en dødvægt på små to tons og 204 heste til at trække forhjulene, skulle man ikke tro, at der er meget friskt over denne Mini.
Og det er der som sådan heller ikke, når sømmes trykkes i bund og de nul til 100 klares på lidt under ni sekunder.
Alligevel virker Mini som et friskt indslag blandt feltet af el-drevne små-SUV’er, da styringen er direkte, grebet er godt, mens affjedringen er kontant.
Det giver faktisk et snert af go-kart stemning – om det bliver lidt for livligt til de lange ture, må man dog gøre op med sig selv.
Med et batteri på 64,6 kWh lægges der dog heller ikke op til de helt lange ture. Det lykkedes mig dog at holde forbruget på nøjagtig 5,0 km per kWh ved 110 i timen, hvilket svarer til en rimelig rækkevidde på 320 kilometer.
Og det er til trods for temperaturer på lige omkring 10 grader og lidt regn.
Lynladning klares på en halv time, hvilket er på det jævne, men heller ikke afskriver en eventuel langtur sydpå om sommeren.
Lidt til det skøre
Det er to verdener, der tørner sammen, når britisk livsstil og tysk (elektro)mekanik mødes.
Og i Mini Countrymans tilfælde, slipper bilen ikke altid lige godt fra det.
En del er nemlig gået galt i digitaliseringen af Mini’s særtegn, med de runde displays til instrumenteringen. Man håber ikke bare på en software-opdatering, men på en decideret revision af infotainment-systemet.
Køreglæden og livligheden er dog stadig at finde, til trods for at elektrificeringen og vokseværket har gjort Minien til en maxi.
Det Countryman E døjer med, kan man dog få rettet op på, ved at kigge i retning af BMW’s iX1. Prismæssigt opererer de begge i de samme vande, med debutpriser fra 375.000 kroner, men hvor X1 synes at pille lidt at det skøre ud og erstatte det med snusfornuft.