Meta er i gang med at investere meget store summer i udbygning af selskabets datacentre, så de bliver klar til at håndtere AI.
Selskabet - der står bag Facebook og Instagram - sigter lige nu efter at indkøbe 350.000 stykker af Nvidias vilde H100-GPU’er inden årets udgang.
Sådan lyder det fra topchef Mark Zuckerberg, der på Instagram fortæller, at Metas plan er at ‘bygge en ‘general intelligence’,’ som er baseret på open source og tilgængelig for alle.
“Vi er for tiden i gang med at træne vores nye model Llama 3, og vi bygger massiv infrastruktur for at understøtte fremtidens roadmap - inklusive 350k H100’ere ved udgangen af i år,” lyder det fra Mark Zuckerberg.
Det betyder ifølge ham, at Meta inklusive selskabets nuværende GPU’er vil have, hvad der svarer til 600.000 H100-processorer.
H100-GPU’erne er særdeles kraftige og inderholder hver hele 80 milliarder transistorer.
Vi har tidligere beskrevet, at en H100-chip kan trække helt op til afsindige 700 watt, svarende til cirka en hestekraft.
H100 anvendes også i stor stil i både Microsofts, Oracles, Googles og AWS’ datacentre og er en af de bærende elementer bag Nvidias for tiden enorme succes, hvor selskabet er godt i gang med at positionere sig som verdens førende leverandør af chip og processorer til AI.
H100 er ikke en prisbillig fætter. Vejledende udsalgspris for en enkelt H100 - som Meta altså vil købe 350.000 af - ligger for tiden på omkring 200.000 kroner.
Meta får dog formodentlig mængderabat med sit kæmpe-indkøb.
Mark Zuckerberg peger på, at Meta er godt i gang med at udvikle nye AI-baserede enheder som eksempelvis Ray Ban Meta-brillerne.
“Der er meget mere på vej,” lyder det fra Mark Zuckerberg.