Mens det europæiske forbrug generelt vil dale med mere end fem procent over de næste fire år, vil e-handelen ikke blive nær så påvirket, forudsiger analyseinstituttet Forrester Research. Faktisk bliver dette års europæiske e-handel bedre, end man forventede for et halvt år siden.
I juni 2001 blev forventningerne til e-handlen i 2002 sat til 32,5 milliarder euro, mens de nu har fået en tand opad til 32,8 milliarder euro. Det skal stilles i kontrast til, at forventningerne til den samlede økonomi i 2002 er blevet nedjusteret drastisk fra 2,3 procent til 1,7 procent.
Samtidig forventes det, at visse e-handlende vil kunne drage fordel af smalhalsen i den øvrige økonomi. Det gælder ikke mindst rejse-websteder, som i stigende grad vil kunne tiltrække tilbudsjægere. Alligevel vil rejsebranchen få det hårdt, og heller ikke alle web-aktører vil overleve, mener analytikerne. Men dette års tilbudsjægere kan blive næste års solide web-kunder, hvis forretningerne forstår at drive god kundepleje, mener de.
? Vores model viser, at forbrugerne vil købe 57 procent mere online i 2003, end de gør i 2002, siger Jaap Favier, direktør for europæisk research hos Forrester Research.
De e-handlende herhjemme kan ikke melde om svimlende væksttal, men dog stadig en solid fremgang på den elektroniske julehandel. Blandt andet hos BR Legetøj, som betragter sin e-butik som en salgskanal på linie med alle andre.
? Vi har fortsat vækstraten fra sidste år, så selvom omsætningen ikke er så stor i kroner og øre, så går det i den rigtige retning, siger marketingchef Claus Nielsen fra BR Legetøj.