Den lille danske iværksætter-virksomhed M8 fra Roskilde håber på, at en søgeords-algoritme kan bane vejen til en eksport-succes.
Selskabet har nemlig ved hjælp af algoritmen udviklet en søgeordsgenerator, der kan kreere søgeord funderet på de tekster, som findes på en hjemmeside. Algoritmen bliver kombineret med sprogvidenskab og HTML-tags som eksempelvsi H1'ere for at danne relevante søgeord.
"Ofte glemmer webredaktører og -skribenter at skrive nøgleord til teksten, som derfor ikke kan findes i interne eller eksterne søgemaskiner. Men vores søgeordsgenerator udpeger automatisk de mest relevante nøgleord, som derefter kan findes i en eksempelvis en Google-søgning," forklarer Morten Holk Maate fra M8, der selv har fungeret som webredaktør.
Han mener, at større danske virksomheder med meget tekst på deres hjemmesider kan drage nytte af søgeordsgeneratoren, der dynamisk opretter nøgleord, så de hele tiden er opdaterede i forhold til sitets aktuelle indhold.
"Det kræver en del tekst, før generatoren virker optimalt. Og så må virksomheden gøre op med sig selv, om de kan spare tid og penge ved selv at tagge nøgleordene eller om det skal gøres automatisk," lyder det fra Morten Holk Maate.