Danmarks største portal er blevet overhalet. Af Big Brother. På premieredagen, søndag, havde Big Brothers website og Tele Danmarks Opasia 1,3 millioner sidevisninger, og mandag var tallet oppe på 5,4 millioner sidevisninger, skriver Berlingske Tidende.
Mandag besøgte mere end en halv million danskere Big Brother videoerne, og de bladrede sig i gennemsnit igennem ti sider hver.
Det tidspunkt, hvor der er flest besøgende er mellem 9 og 10 om formiddagen. Det falder tilfældigvis sammen med det tidspunkt, hvor deltagerne i Big Brother har mulighed for at komme i bad.
- Fra klokken ni til ti, når der er varmt vand, var vi oppe at toppe, fortæller salgsdirektør Morten Brøgger fra TDC Internet til Berlingske Tidende.
Med besøgstallene ser det ud til, at Jubii er slået som Danmarks mest besøgte portal. Siden 1998 har Jubii været en sikker nummer et på listen.