Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
“The sexiest job in the next 10 years will be statisticians.”
Citatet har i hvert fald 14 år på bagen og kommer fra Googles cheføkonom Hal Varian, og i de 14 år har data, dataanalyse og kunstig intelligens ganske rigtigt sat voldsomt meget dagsorden. Givetvis leveret med et glimt i øjet, men det var ikke verdens dårligste karriereråd.
Og hvis vi skal spole frem til nutiden, vil jeg da gerne forsøge mig med nogle bud på de hotteste jobtitler på it-området i de kommende år. Nogle vil nok sige, at de jobs kan håndteres af AI i fremtiden. Men jeg tror på at AI i stor udstrækning vil assistere os fremfor at overtage vores job, såkaldt assisted AI.
Så kære CIO, opret disse jobs før din nabo, hvis du skal have fat i kompetencen, der understøtter megatrends som bæredygtighed, kunstig intelligens og holistisk ledelse.
Nummer et: Energioperatør
Den digitale infrastruktur vokser i betydning og størrelse og dermed også i sit klimaaftryk. Vi kan ikke længere styre vores workloads alene efter pris og performance. Vi kan ikke vælge cloud-leverandør uden at have mål for bæredygtigheden. Derfor bliver energioperatører, energiplanlæggere og klimaarkitekter jobtitler i en strategisk it-funktion fremover.
Fokus skal naturligvis være på at minimere energiforbruget, genanvende overskudsvarmen og bruge de reneste energikilder. Det kommer til at gennemsyre mange beslutningsprocesser i fremtiden.
Konkret skal der vælges infrastruktur med maksimal effektivitet og størst mulig genanvendelighed. Workloads skal planlægges over døgnet, ugen og året, så man lukker optimalt ned for overskudskapacitet, når trafikken er reduceret. Og der skal opstilles klimabestemte scenarier for udviklingen af virksomhedens digitale infrastruktur. Både virksomhedens egen og den hos cloud-partnere!
Nummer to: Prompt-ingeniør
Kunstig intelligens vil påvirke millionvis af jobs. Generativ AI er på fremmarch, og den vokser hurtigt fra tekst over mod lyd, billeder og video. Verden står lidt og svajer mellem risici og muligheder i AI, og en af de allervigtigste opgaver bliver at bruge teknologien rigtigt. At bygge bro mellem mennesker og de store sprogmodeller. Derfor bliver prompt-ingeniører vigtige fremover.
Jobbet går ud på, at lave præcise anvisninger, regler og direktiver for at hjælpe AI-værktøjer med at levere specifikke resultater. Fundamentet er dyb forståelse for kapaciteten og begrænsningerne i den model, man arbejder med. Prompt-ingeniører har de nødvendige færdigheder til at guide og optimere output mod ønskede mål.
Nummer tre: It-økonom uden grænser
Cloud-bølgen er skyllet ind over os, og mange virksomheder er vågnet med nogle økonomiske tømmermænd, fordi regningerne fra cloud-udbyderne blev endog meget store. Det har genereret behov for nye kompetencer i et cross-over mellem it og finance.
FinOps - finance operations – er en disciplin, der matcher den anderledes cloud-økonomi. En tværgående kompetence, som kombinerer viden om it, finance og kerneforretning. Det handler om at overvåge og styre virksomhedens forbrug af cloud-services, hvad enten det er on-prem eller public.
Men det stopper ikke her. Ligesom bæredygtigheden skal økonomien styres holistisk uden sub-optimering i enkelte søjler. Vi får brug for it-økonomer, der kan opstille styringsmodeller, så vi investerer, driver, udfaser, genanvender og værdisætter vores digitale infrastruktur optimalt. De skal tage alt ind, og de skal overskride organisatoriske grænser.
I byggeriet arbejder arkitekter, ingeniører, forskningsinstitutioner og NGO’er sammen med afsæt i den nyeste forskning om menneskeskabte klimaforandringer. På samme måde skal vi inden for it etablere partnerskaber på tværs af datacentre, elsektor, varmesektor, lovgivere, byggeindustrien mm.
Det hedder sektorkobling og kræver it-økonomer uden grænser, som kan tænke på tværs af sektorer og drive fremtidens grønne partnerskaber
Der er fremtid i disse jobs. Men de er pænt komplekse, og kræver mange forskellige kompetencer. Jeg håber virkelig at de unge vil gå efter dem.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.