Artikel top billede

Bøger: Spektakulær sci-fi til sommerferien

Adrian Tchaikovsky, Yume Kitasei og Stuart Turton er tre bud på forfattere, der kan løfte dig ind i hver deres sci-fi-verden denne sommer.

Uanset om sommerferien skal nydes ved swimmingpoolen, i sommerhuset eller i en storby, så går man aldrig galt i byen med en solid sci-fi-bog i kufferten. Her får du tre helt friske bud med få måneder på bagen:

Service Model – af Adrian Tchaikovsky

Den britiske forfatter Adrian Tchaikovsky har tidligere vundet priser for Children of Time, der foregår i det ydre rum, men med Service Model bevæger han sig ned på jorden i en AI-domineret fremtid.

Her møder vi velfærdsrobotten Charles, der pludselig opdager, at han uden nogen særlig grund er kommet til at slå sin herre ihjel.

Charles har tydeligvis fået downloadet noget dårlig kode, men det lokale robotværksted kan desværre ikke hjælpe.

Derfor må Charles prøve noget helt nyt – nemlig at flygte for at finde sig en ny herre.

Sammen med værkstedsrobotten Wonk rejser Charles gennem en menneskeverden, som er ved at gå i opløsning, mens robotterne skal finde et helt nyt formål. Og måske finder Charles endda ud af, hvad der gjorde ham til en morder.

Service Model er en underholdende og tankevækkende historie fyldt med referencer til mange af fortidens robotfortællinger, og det er en fornøjelse at følge de stakkels robotter på deres vej gennem et AI-domineret landskab.

The Stardust Grail – af Yume Kitasei

Der er lidt Indiana Jones i det ydre rum i Maya Hoshimoto, der har brugt mange år på at levere stjålne artefakter tilbage til fremmede civilisationer, indtil hun blev tvunget under jorden efter at katastrofalt job.

I The Stardust Grail skal hun finde en kraftfuld genstand, der kan redde en fremmed genstand, der kan redde en fremmed race fra udryddelse.

Men ingen ved, hvor den befinder sig – og Maya Hoshimoto er ikke den eneste, der er på jagt efter den, mens hun bevæger sig gennem et univers fyldt med mærkelige skabninger og gamle ruiner.

Og nåh ja, ved at redde den fremmede race kan hun risikere at ødelægge selve Jorden.

The Stardust Grail er en hæsblæsende historie om et indbrud i rummet, fyldt med interessante personer og væsener, der både er sjov og har noget på hjerte.

The Last Murder at the End of the World – af Stuart Turton

I Stuart Turtons nye bog lander vi i en vidunderlig blanding af sci-fi, dystopisk fremtid og en god gammeldags detektivhistorie.

Efter at en dødbringende tåge har ødelagt verden og dræbt det meste af befolkningen 90 år tidligere har, bor de få overlevende på en lille græsk ø omkranset af dødstågen.

122 landsbyfolk og tre videnskabsfolk lever under en række underlige regler og deler en mystisk AI, der både fungerer som deres indre stemme og vogter.

Men da den ene videnskabsmand bliver dræbt, mister øboerne deres eneste beskyttelse mod tågen.

Hvis de ikke får opklaret mordet, vil tågen dække øen og dræbe alle. Desværre har øens sikkerhedssystem slettet alle beboernes hukommelser fra mordaftenen, så ingen ved, hvem morderen er – heller ikke morderen selv.

Bogens sci-fi-elementer løfter historien til sin helt egen genre fyldt med twists og overraskelser og skaber en forrygende fortælling om, hvor langt man vil gå for at skabe et bedre samfund - ikke mindst når dette samfund er på nippet til at blive ødelagt.