Novells direktør i Danmark, Mette With Petersen, forlader efter næsten 10 år Novell Danmark for at bygge en dansk organisation op for business intelligence-virksomheden Business Objects.
»Jeg vil ikke pensioneres i Novell. Så man kan sige, at det er karriereplanlægning, at jeg nu skifter job til Business Objects,« fortæller Mette With Pedersen til CRN.
Hun understreger, at det ikke handler om, at hun er træt af Novell, men at hun synes det var på tide at få ny luft under vingerne.
»Jeg kan godt lide at være entreprnør. Jeg startede jo både Novell og Dell op i Danmark. Det er den samme følelse af at være entreprenør, jeg nu søger ved Business Objects,« siger hun.
Det er endnu ikke afgjort, hvornår Mette With Petersen forlader Novell Danmark. Men det kommer til at ske i løbet af foråret.
En afløser for Mette With Petersen er endnu ikke fundet. Derfor vil den danske afdeling blive ledet fra Sverige indtil en afløser er på plads.