To unge mænd på 17 og 18 år er blevet sagsøgt for at have links til ulovlige MP3-filer på deres hjemmesider. KODA, NTB, Dansk Artistforbund, Dansk Musikerforbund og en række pladeselskaber kræver, at de to mænd hver skal betale en erstatning på cirka 100.000 kroner. Det skriver Jyllands-Posten.
Den 18-årige havde i begyndelsen af 1999 en hjemmeside med links til 381 forskellige MP3-filer. Linkene blev fjernet efter en henvendelse fra sagsøgernes advokat, men alligevel har sagsøgerne valgt at kræve erstatning af den unge mand.
Den 17-åriges sag er næsten identisk, skriver Jyllands-Posten. Han havde dog kun 65 links på hjemmesiden, hvoraf en del var melodier, som han selv havde komponeret.
- Jeg drømte ikke om, at det var forkert og ulovligt at henvise til musikfiler, for det var jo ikke mig, der havde kopieret musikken. Jeg undersøgte dog, om det var ulovligt, og jeg sendte oven i købet en e-mail til politiet. Jeg fik det svar, at det ikke var ulovligt, forklarede den 18-årige i retten i går.
(Kilde: Jyllands-Posten)