En hacker har angivelig brudt Microsoft kopibeskyttelsessystem Digital Rights Management (DRM), der benyttes til at kopisikre WMA-lydformatet. Ifølge engelske The Register har hackeren, der kalder sig for Beale Creamer, publiceret et simpelt DOS-program, som fjerner kopibeskyttelsen i WMA-filer, og gør det muligt at anvende og kopiere WMA-filerne frit.
Beale Creamer begrunder sit arbejde med, at han er utilfreds med Microsofts meget restriktive kopi-politik.
- DRM er skidt, fordi det begrænser den traditionelle form for salg af musik. Når jeg køber et stykke musik, forventer - og kræver - jeg, at jeg kan kopiere musikken til alle mine computere, min bærbare og min MP3-afspiller. Altså i princippet alt, hvad jeg bruger til at aflytte musik, siger Beale Creamer til The Register.
Zip-filen med DOS-programmet indeholder ligeledes kildekoden til selve programmet, ligesom hackeren har inkluderet en fyldestgørende beskrivelse af den svaghed i DRM, som han har udnyttet.
Hacket blev oprindelig publiceret i nyhedsgruppen sci.crypt.