I søndagsudgaverne af de store amerikanske aviser kunne man finde en stor reklame fra pc-producenten Dell.
Den siger, at firmaet nu er klar til at sælge mini-computeren Dell Inspiron Mini 9 med Ubuntu præinstalleret som styresystem.
Canonical, der står bag distributionen, har således fået opfyldt et af firmaets hedeste ønsker om en fast partner.
Hvis Canonical gør et godt indtryk på netbook-brugerne, kan det blive et springbræt, der også vil åbne dørene til erhvervsmarkedet.
Ingen dansk dato
Dell har dog stadig ikke besluttet sig for om danskerne skal have mulighed for at købe den lille Ubuntu-maskine.
Det eneste svar, der kunne vrides ud af Dells danske pressechef er, at "der ikke er planlagt en dansk lancerings-dato".
Den lille Netbook fra Dell byder på en ni-tommer skærm med en opløsning på 1024 x 600, en Atom-processor på 1,6 gigahertz, op til en gigabyte hukommelse, flash-harddisk. Vægten er på lige godt et kilo.
Den amerikanske pris er 349 dollar svarende til lige 1900 kroner. Den danske pris bliver givetvis højere.