Efter blot et år på posten er salgs- og marketingsdirektør i børsnoterede Danware, Per Pedersen, med omgående virkning stoppet i selskabet, der holder til huse nord for København.
Per Pedersen har ellers i stor stil været ankermand på Danwares nye kanalstrategi, der har haft til formål at sætte skub i salget af selskabets produkter som krævet af bestyrelsesformand Ib Kunøe.
- Opgaven er fuldført. Salgs-afdelingen er restruktureret, og jeg har været med til at lægge kimen for de tre nye datterselskaber. Det har været en spændende opgave, men nu er det det rigtige tidspunkt til at komme videre, siger Per Pedersen til Computerworld.
Den holdning deles af Danwares administrerende direktør, Peter Grøndahl, der betegner Per Pedersens afgang som "helt udramatisk".
Opgaver fordeles
Med organisationen på plads overtager Danware-manden Michael Graves ansvaret for salget i alle regionerne, mens administrerende direktør Peter Grøndahl overtager ansvaret for de ny-etablerede udenlandske datterselskaber, der er blevet placeret i USA, Storbritannien og Tyskland.
Per Pedersen har endnu ikke et andet job på hånden, men vil indtil videre passe sin konsulent-forretning, SLP Management, som han har kørt sideløbende med ansættelsen i Danware.
- Det vil jeg køre videre med, indtil jeg får det rigtige tilbud, siger han.
Per Pedersen kom oprindeligt til Danware fra en stilling som distributør-ansvarlig for Microsofts produkter i Europa. Han kom til selskabet med en klar opgave - nemlig at få salget skubbet i vejret.
Hverken Per Pedersen eller Peter Grøndahl ønsker at oplyse, om salget vitterligt er kommet i vejret.
De henviser i stedet til Danwares regnskab, der ventes på trapperne i løbet af de næste par uger.
Salget er akilleshælen
Salget er ifølge finansmand, hovedaktionær og bestyrelsesformand Ib Kunøe Danwares akilleshæl, hvilket ligger til grund for beslutningen om at åbne datterselskaber i hovedmarkederne USA, Storbritannien og Tyskland.
I alle tre lande har Danware hidtil været repræsenteret af lokale distributører, hvilket har hindret salget i for alvor at lette - blandt andet fordi salgstrategien ikke er blevet tilstrækkeligt udviklet, siden selskabet blev børsnoteret i 2001.
Danwares hidtidige salgstrategi har satset på selskabets partnere, som har fungeret som både distributører og forhandlere, hvilket har gjort det svært at skalere op og ned.
Ib Kunøe har tidligere til Computerworld betegnet 2006 som et "skæbneår" for Danware, og selskabets seneste regnskab understreger da også Ib Kunøes ord.
Selskabets omsætning i 2005 lå på det laveste niveau i de seneste fem år, mens Danwares indtjening faldt knap 10 millioner kroner fra 24,4 millioner kroner i 2004 til nu 14,6 millioner kroner.
Det er ligeledes den laveste indtjening i de seneste fem år.