Den længe ventede Guy Ritchie-film ”The Ministry of Ungentlemanly Warfare” havde amerikansk biografpremiere i april, og de fleste regnede med at den også hurtigt kom til vore breddegrader.
En dansk biografpremiere var angiveligt også allerede i kalenderen. Men filmen fik blandede anmeldelser og klarede sig vist ikke fantastisk i billelugerne. Så den danske biopremiere fortonede sig i tågerne, og forleden kom filmen så endelig til landet som et af sommerens slagnumre på streamingtjenesten Amazon Prime.
Det er gode nyheder, hvis man er Prime-kunde og glad for krigsfilm med foden helt i bund på gaspedalen.
Den bygger på den roste og underholdende bog med den abnormt lange titel The Ministry of Ungentlemanly Warfare: How Churchill's Secret Warriors Set Europe Ablaze and Gave Birth to Modern Black Ops skrevet af historiker og krigskorrespondent Damien Lewis.
Men hvor bogforlægget fortæller en sand historie, så er filmens akkuratesse mere tvivlsom; her er trods alt også tale om en actionkomedie; ikke fuldkommen ulig Tarantinos Inglourious Basterds.
Den overordnede rammehistorie er sådan set rigtig nok og handler om en af de første virkeligt ambitiøse allierede specialstyrkeaktioner under Anden Verdenskrig.
Under Operation Postmaster gik britiske agenter i 1941/42 nemlig i aktion mod et italiensk fragtskib med forsyninger til den frygtede tyske ubådsflåde (og mere skal ikke afsløres her).
Blandt deltagerne var bl.a. vovehals og major Gus Henry March-Phillipps, der angiveligt inspirerede Ian Fleming til at skabe James Bond – og danske Anders Lassen, der siden blev eneste ikke-Commonwealthborger tildelt et Victoriakors for tapperhed i kamp.
March-Phillipps spilles af altid gode Henry Cavill (Superman), mens enorme Alan Ritchson (Reacher) lægger krop til den i virkeligheden ikke specielt store Anders Lassen.
Og det er her, at det begynder at stikke lidt af. Præcis som man kan forvente af en film instrueret af Guy Ritchie og produceret af Jerry Bruckheimer.
Her bliver aflivet flere nazister med skud, sprængstoffer samt bue og pil (!), end der formentlig er indbyggere i Düsseldorf og omegn, mens kvikke replikker flyver til højre og venstre.
Det er på alle måder alt for meget, men ofte rimeligt underholdende. Til gengæld fungerer andre elementer ikke helt så godt.
For eksempel portrætteres operationen som dybt ulovlig og specialstyrken som en slags halvkriminelle i konstant konflikt med cheferne – mens en konflikt mellem Winston Churchill og admiralitetet køres op i en spids. Alt sammen uden at det rigtig giver mening eller driver handlingen videre.
Tilsvarende optræder en version af Ian Fleming flere gange undervejs i filmen. Men uden at han gør meget andet end at skule overklasseagtigt og giver publikum genkendelighedens glæde af at se en gengivelse af Bonds skaber.
Men fred nu også være med det. For filmen er hæderlig underholdning, og har man popcorn, Prime-abonnement og cola klar, så er der ikke meget andet at gøre end at tage ladegreb på fjernbetjeningen og trykke Play.