I en tid, hvor arbejdsløsheden er ualmindeligt lav, er det udfordrende for alle at finde kvalificeret arbejdskraft. Men når det kommer til jagten på it-kandidater, er det ekstra svært.
Konkurrencen om kandidaternes gunst er intens. Den teknologiske udvikling galoperer ufortrødent afsted og skaber nye behov. Samtidig er kandidaterne blevet mere kritiske og sværere at rykke.
Vidste du fx, at 55 % af it-professionelle vægter work-life balance og personlig trivsel højest, når de skal vælge et nyt job? Det viser en undersøgelse udarbejdet af Computerworld it-jobbank.
Det kræver ekstra arbejde at tiltrække og fastholde it-talenter
At it-branchen higer efter kvalificeret arbejdskraft, er ikke noget nyt. Men når arbejdsløsheden er lav som nu, betyder det også, at endnu færre kandidater er jobsøgende, og så får man som virksomhed også sværere ved at eksponere sine jobmuligheder over for kandidaterne. For de leder ikke efter dem.
Samtidig er der noget, der tyder på, at kandidaterne bliver sværere at flytte. Fx viser rapporten Karriereudvikling og kunstig intelligens – it-professionelles holdning til fremtidens arbejdsplads udarbejdet af Computerworld it-jobbank, at lysten til jobskifte blandt it-profiler er faldet med 12 % siden 2020.
Rapporten viser også, at ”it-professionelle har det godt i deres velbetalte job, og der skal en del til, hvis de skal lave om på det.” Paradoksalt viser rapporten også, at hele 44 % kan finde på at skifte job inden for de næste 2 år.
Men begge dele betyder, at det kræver ekstra arbejde at tiltrække og fastholde it-talenter. Det er der heldigvis råd for, og det er her, employer branding kommer ind i billedet.
Employer branding hjælper virksomheder med at skille sig ud fra mængden
Employer branding vinder mere og mere frem, netop fordi det handler om at tiltrække kandidater. Hvor traditionel branding oftest knytter sig til en organisations produkt eller ydelser, er employer branding knyttet til en virksomheds ry som arbejdsplads.
Det handler om at kommunikere ting som værdier, kultur og arbejdsmiljø på en troværdig måde for at tiltrække topkandidater, men også fastholde eksisterende medarbejdere – og så kan et stærkt employer brand have en positiv effekt på kunderne, når de hører gode ting om virksomheden.
Det er selvfølgelig nemmest, hvis du allerede har et solidt brand at arbejde ud fra. Virksomheder som fx Novo Nordisk eller Google har det bare nemmere end den lille lokale it-support.
I slås mod andre gode arbejdspladser – så fortæl de gode (og ægte) historier
Men uanset om dit brand er kendt eller ej, skal du som det første finde ind til hvilke fordele, der er ved at arbejde for lige netop din virksomhed og fx få det med i jeres EVP – Employee Value Proposition.
Er det en hybrid arbejdsdag, 4 dages arbejdsuge, karrierestiger eller måske jeres helt fantastiske sammenhold, der gør jer unikke? Det er det, I skal kommunikere til jeres målgruppe.
Undersøgelsen viser nemlig, at selvom en høj løn stadig er afgørende, så er et godt kollegialt miljø, bedre udviklingsmuligheder og udfordrende opgaver topscoren, når det kommer til motivationen for at skifte job:
”Udover lønnen, kan vi se, at et godt kollegialt arbejdsmiljø og udfordrede arbejdsopgaver, har rykket sig længere op som motivation for at skifte, ligesom bedre udviklingsmuligheder og flere fridage er i fokus. Men grunden vil vi siger op handler om utilfredshed med chefen og mangel på karrieremuligheder, der typisk får folk til at flytte – ikke dårlig løn,” fortæller direktør for Computerworld it-jobbank, Torben Tronborg.
Men hvad nu, hvis man ikke kan tilbyde alle de lækre ting …
… som fx hjemmearbejdsdage eller flere fridage? Hvad hvis man ikke er lønførende? Ja, så kan I selvfølgelig overveje at implementere noget af det, kandidaterne leder efter. Det er nemlig også en del af employer branding – arbejdet med kulturen og konkrete tiltag, der kan gøre jer mere attraktive. Og her kan I fx skæve til ovenstående rapport og andre trends.
Men derudover skal I se på, hvad det er, I så kan byde på.
Hvad gør jeres nuværende medarbejdere glade? Gør de fx en forskel gennem deres arbejde?
”Det skal være meningsfyldt at gå på arbejde. I undersøgelsen spurgte vi ind til, hvad meningsfyldt arbejde betyder for folk, og over 600 satte deres ord på det i fritekst. Så det er noget, der betyder noget for dem,” uddyber Torben.
I skal fortælle de gode, ægte historier, for man kan ikke bare fortælle historien om det, kandidaten gerne vil høre. Ligesom man ikke kan kopiere en andens virksomheds brand.
Hvordan fortæller man de gode historier, når man har fundet dem?
Jobannoncen er altid et oplagt sted at starte, når de gode historier skal fortælles. Som det fremgår af rapporten, fandt 24 % deres job via jobannoncer, 23 % via netværk, 20 % via rekrutteringsbureau og 11 % via LinkedIn.
Så det er her, i jobannoncen og på de på sociale medier, i evalueringer og på jeres karriereside, at I skal brande jeres arbejdsplads. Og dette kan styrkes af employee advocacy i form af fx citater og videoer, hvor medarbejdere får lov til at fortælle noget om fx jobbet, teamet eller kulturen.
Så find de gode ambassadører for din virksomhed og få dem med. Hvis kandidaterne møder gode medarbejderambassadører i fx deres netværk, der fortæller om jeres virksomhed som et godt sted at være, så står I stærkere.
For selvom rapporten fastslår, at 7 ud af 10 it-professionelle er glade og tilfredse med deres job – og derfor måske sværere at rykke – betyder det modsat, at I formentlig kan finde gode historier om tilfredse medarbejdere i jeres virksomhed.
Få evt. hjælp udefra
Employer branding er ikke noget, man kan arbejde med kun på overfladen. Men der er selvfølgelig hjælp at hente hos eksperter uden for jeres organisation. For det er en svær disciplin at kommunikere værdier, kultur og arbejdsmiljø på en troværdig måde, uden at det bliver til floskler og tomme ord.
Så har du brug for sparring, så sidder Jobindex’ Employer Branding Bureau klar med både rådgivning og hjælp til konkret opgaveløsning.