Martin Ahler fra TDC er blevet sendt til det jordskælvsramte Indonesien af Dansk Røde Kors. Han og to andre it-folk arbejder med at få stablet netværk på benene, så både telefoner og internet kan køre.
Det er første gang, at Røde Kors sender hjælpere fra private danske selskaber afsted til katastrofeområder.
Martin Ahler skriver hjem fra Indonesien til Computerworld.
Søndag 28. maj
Var lidt forberedt – havde trods alt set nyhederne. Alligevel slår hjertet et ekstra slag, da jeg modtager besked på mobiltelefonen fra Dansk Røde Kors om at ringe til dem hurtigst muligt.
Ringer tilbage klokken 18.00 og får en early warning vedrørende min mulige deltagelse i IT & Telecom Emergency Response Unit (ERU) mission til Java, Indonesien i forbindelse med det store jordskælv ved Yogyakarta i går.
Inden jeg ringer tilbage har jeg afklaret min situation med min familie, Jane, Signe og Emma: Jeg er klar!
Mandag 29. maj
En helt normal meget travl hverdag på kontoret i Koncern IT hos TDC – indtil Claus ringer fra Dansk Røde Kors klokken 14.00 og spørger, om jeg stadig er klar, og at jeg godt kan spørge it-direktør i TDC, Erling Madsen, om jeg kan få orlov fra klokken 14.30.
Det kan jeg godt jævnfør en gammel aftale, vi har om min deltagelse i Dansk Røde Kors' IT & Telecom ERU. Jeg kører fra arbejde klokken 15.00, men når lige forbi personaleafdelingen i TDC på vejen ud, hvor jeg meddeler, at jeg først kommer tilbage 3. juli – noget orlov...
Skriver en indkøbsseddel med de fornødenheder, som jeg må handle på vejen hjem. Arbejder til klokken 03.30 med overdragelse af TDC-opgaver.
Tirsdag 30. maj:
Står op klokken 05.00 næsten inden jeg er faldet i søvn. Pakker min rygsæk, laver morgenmad til familien. Vi får snakket situationen igennem under morgenmaden.
Tager afsked med kone og børn på Århus Banegård klokken 08.31. Det er svært både at sige farvel, men også at forlade trygheden generelt.
Ved ankomsten til Dansk Røde Kors i København får jeg de næste fire timer den helt store tur gennem huset. Briefing, katastrofeberedskab, kommunikationsafdeling, sikkerhed, IT & Telecom, logistik. Og så lige ”løn & personale” på vej ud af døren til lufthavnen, hvor flyet afgår klokken 17.15.
På vej i taxaen får jeg sidste nyt fra de to andre i mit team, der rejste ud i går. De hedder Ibrahim og Kjeld. Jeg får også besked om at hente to faxdokumenter i Kastrup Lufthavn. Det er mine toldpapirer, som jeg ikke nåede på Blegdamsvej. Tidspres, som jeg kan lide det!
Tæt pakket med store tasker med dyrt (og tungt) it-udstyr (resten er sendt med cargo), når lige at komme i tanke om min mors fødselsdag. Jeg når at ringe inden afgang.
Onsdag 31. maj
Efter turen gennem Amsterdam og Singapore ender jeg 18 timer senere i Denpasar på Bali, hvor jeg sover på Hard Rock Cafe. Det er ærgerligt med så meget god musik og fest og så lidt tid. Når lige en enkelt øl, inden jeg må op og forberede mig til den følgende dag, hvor jeg skal flyve til selve katastrofeområdet i Yogyakarta på Java.
Tordag 1. juni
Efter to en halv times søvn står jeg op klokken 03.15 og når at ringe til Danmark, inden taxaen kommer og kører mig til lufthavnen med afgang til Java.
Jeg er ikke bange, men mærkbar nervøs nu. Hvad er det, jeg skal ud til, og kan jeg overhovedet bidrage med noget? Prøver at finde alle argumenter fra da jeg søgte jobbet. Det er noget med at kunne gøre en stor forskel inden for mit eget felt, teknik, it og ledelse. Og noget med empati og ro i pressede situationer, og hvad jeg ellers lovede dem under jobsamtalen sidste år.
Jeg genfinder roen i flyet og er klar, da vi lander i Yogyakarta. Har taget mit Røde Kors outfit på. Det vil sige Røde Kors-vest, cap og id-kort. Vinder tydeligvis respekt i lufthavnen, da vi lander i området meget tidlig morgen.
Indkvarteres på hotel i byen, hvor der er lavet midlertidig headquarter, hvorfra slagets gang styres.
Møder 117 nye mennesker og bliver hurtigt klar over de store forventninger, der er til min blotte tilstedeværelse, viden og performance. Jeg skal redde deres verden, mens de redder verden.
Efter tre timer er jeg i felten og laver min første internet satellitinstallation og får det trådløse net op og køre til alles store tilfredshed – ikke mindst min egen.
Det foregår med hammer, søm, gaffatape, nylonsnor og en pressening.
Resten af dagen går med it-support og dokumentation og organisatorisk learing-by-doing.
Må undskylde mig selv klokken 22.30, hvor jeg sidder op og sover foran min laptop.
Fredag 2. juni
Dagen præges af rapid pace & decisive steps. Kort sagt: Action og operationel - skønt!
Dette er så langt fra min hverdag i TDC, hvor jeg arbejder med TDC’s it- strategi.
I et katastrofeområde handler du selv:
1) Hurtig assessment (problem, muligheder, økonomi).
2) Hurtig beslutning (du er selv eksperten).
3) Udfør (du er selv eksperten).
4) Dokumentation.
Det er ikke en procestid på fire måneder, men snarere fire timer.
Mange opgaver i gang på samme tid, og to-do listen vokser, telefonen kimer, ”Hvornår kommer du?”, ”Satellit forbindelsen er røget, hjælp!”, ”Hvorfor virker min webmail ikke? Det gjorde den i går”
Men det er ikke meget værre, end en meget travl dag på kontoret i TDC, selv om det er varmere. Her er 35°C.
Presset føles dog større, fordi jeg ser folk lige i øjnene og der er kontant afregning ved kasse et, for enten virker min internetinstallation på felthospitalet, eller også virker den ikke.
Det er egentlig dejligt befriende for en tech-nørd, der er gået ledervejen. I seng efter 17½ time på jobbet non-stop. zzZZZ.
Lørdag 3. juni
Er ved at have det helt store overblik over hvor og hvordan, vi skal udbygge internettet og radionettet i katastrofeområdet.
Har fået lavet aftale med lokal ISP om gratis 512 mbit forbindelse til to lokationer, faciliteret af lokalt privat firma med de rigtige forbindelser.
Har problemer med at få myndighedernes godkendelse af de VHF-radiofrekvenser, som vi skal bruge for at dække hele katastrofeområdet inklusive det potentielle vulkanområde ved Merapi, som stadig er high-alert. Men det er ikke sværere end at få en ledelsesgodkendelse for en it-strategi i TDC, vil jeg tro.
Har stadig ikke været i hovedkatastrofeområdet ved Bantul, men ser store sætningsskader på kæmpe bygningsværker i Yogyakarta 20 km derfra.
Det er ufatteligt, at de ikke er kollapset med så store revner i murværk og sokkel. Men hvad skal jeg med hovedkatastrofeområder, når der er katastrofer nok lige omkring mig på hovedkontoret. Det er utroligt, så ustabil Windows er…
Der er mange udeståender, men vi har helt styr på situationen nu.
Al den ledelses- og organisationsteori, som jeg har lært på diverse lederuddannelser gennem tiden, virker efter hensigten. Det vil sikkert glæde diverse professorer fra CBS.
Vores ERU-team fungerer perfekt, og vores kompetencer supplerer hinanden godt.
Tilliden til hinandens performance er i top, og det er tydeligt, at dét smitter af på resten af de tilstedeværende Røde Kors enheder. De tror på, at vi kan løse deres udfordringer på it og telecom. Det er vel en slags ”synlig ledelse og governance”.
Vi har meget bevidst lagt en meget proaktiv linie i vores forhold til de øvrige internationale Røde Kors enheder, og vi er meget synlige nu, og det forpligter.
Overvejer lige engang, om ikke vi har udvidet vores serviceområde lidt for meget. Vi skal trods alt selv løse problemerne herude. Og jeg har glemt, at det er lørdag.
