Microsoft-ansatte utilfredse med løn og vurdering

Microsofts medarbejdere er så utilfredse med deres løn og Microsoft medarbejder-vurdering, at mange af dem forlader selskabet, mener amerikansk fagforbund, der nu vil ind i sagen. Især selskabets evaluerings-metoder mødes af kritik.

Et amerikansk fagforbund blæser til kamp for bedre vilkår for Microsofts mange tusinder medarbejdere.

Det sker, efter fagforbundet - WashTech (Washington Alliance of Technology Workers) - har fået tilsendt et internt Microsoft-dokument fra en anonym afsender.

Her fremgår det, at medarbejdernes løn stort set ikke er steget i de seneste par år.

Ifølge de interne papirer - der alene omhandler teknikernes løn - kan en software-udvikler i selskabets test-afdeling begynde på niveau 58 med en årsløn på 430.000 kroner.

En medarbejder på mellemleder-niveau (product manager) kan placeres på niveau 59 med en årsløn på 475.000 kroner, mens en program manager kan begynde på niveau 62 med en årsløn på 635.000 kroner.

Top-teknikere får godt 1,8 millioner kroner om året.

Og her har lønningerne stort set ligget i flere år.

Som vinden blæser

Større er utilfredsheden dog med Microsofts evalueringsmodel, mener det amerikanske fagforbund.

Microsoft anvender nemlig en såkaldt bell-curve - en normalfordelings-kurve - til at bedømme medarbejderne.

Microsofts skala går fra 2,5 til 5,0. Modellen betyder, at mellemlederne skal give enkelte topvurderinger og enkelte bundvurderinger, mens størsteparten skal ligge i midten.

Det betyder, at nogle folk i en gruppe skal have bundkarakterer, hvilket kan stoppe avancementsmuligheder og højere løn.

En mellemleder har dog mulighed for at tilkæmpe sig lov til at uddele et højere antal gode evalueringer til sine medarbejdere. Det betyder, at det bliver vigtigt, at få en chef, der er god til at forhandle på sit teams vegne.

Popularitets-konkurrence

Ifølge WashTech mener en række medarbejdere, at systemet har udviklet sig til en årlig popularitetskonkurrence bag lukkede døre, hvor mellemlederne diskuterer.

Fagforbundet mener, at kun få medarbejdere har en idé om, hvordan evaluerings-systemet fungerer. Ifølge forbundet er der hos Microsoft er en uskreven regel om, at man ikke diskuterer løn og lignende med hinanden.

Til fagforbundet nyhedstjeneste, WashTech News, tillader systemet ifølge medarbejderne, at mellemlederne favoriserer deres yndlinge. Det betyder ifølge en medarbejder, at mange mellemledere "korrumperer systemet for personlig vinding skyld".

Eksempelvis siger en kvindelig medarbejder, at hun har fået lav vurdering to gange, selv om hun har modtaget en division-pris for godt udført arbejde. De lave vurderinger fra hendes nærmeste overordnede betyder imidlertid, at hun ikke kan få lønforhøjelse, ligesom hun ikke kan blive flyttet til andre afdelinger.

Hendes eneste mulighed for at komme videre, fortæller hun, er nu at skifte selskab.

Uforudsigeligt

Ifølge en anden medarbejder er systemet så uforudsigeligt, at det er umuligt for den enkelte medarbejder på forhånd at regne sig frem til bonus eller indplacering i systemet.

- Det er ligegyldigt, hvad du yder, medmindre alle ved, hvad du har lavet og ser, at det har en værdi for dem eller deres team også, som en medarbejder udtrykker det.

Microsoft-talsmand Lou Gellos siger til WashTech News, at selskabet er klar over de "forskellige følelser", som medarbejderne nærer til vurderings-systemet.

Samtidig oplyser selskabet, at dets aflønningsniveau i høj grad er konkurrence-dygtigt i markedet.

Ifølge Fortune Magazine modtog Microsoft mere end 166.000 ansøgninger til godt 1.500 stillings-opslag sidste år, hvilket gør selskabet til en af verdens 100 mest eftertragtede arbejdspladser.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere