Det var en softwarefejl i styresystemet til de to øverste trin af raketten, som var skyld i, at den 920 millioner kroner dyre CryoSat-satellit styrtede i Det Arktiske Ocean nord for Grønland.
Det er konklusionen på den russiske undersøgelse af, hvad der gik galt ved opsendelse den 8. oktober i år.
Undersøgelsen bekræfter den første teori om, at computeren ombord på raketten ikke sendte besked til motoren på rakettens andet trin om at slukke.
Dermed blev raketmoteren på trin to blot ved med at brænde i stedet for at trin to blev skilt fra raketten, så opsendelsen kunne fortsætte.
Rakettens første trin var baseret på et ombygget tidligere sovjetisk interkontinentalt missil, som fungerede planmæssigt.
Rakettens to sidste trin var bygget specielt til CryoSat-missionen, og det var computeren i dette modul, som ikke sendte den nødvendige kommando.
CryoSat-missionen var betalt af den europæiske rumfartsorganisation ESA. Satellitten skulle blandt andet have målt tykkelsen af isen ved Jordens poler.
Nu kæmper forskerne, der har været involveret i CryoSat-missionen, for, at der bliver bevilliget penge til at bygge en ny satellit og gøre et nyt forsøg.