Det sociale medie TikTok er udmærket klar over, at det kan gøre sine unge brugere afhængige af indholdet.
Det er kommet frem under en retssag i den amerikanske delstat Kentucky.
Her viser retsdokumenter, at TikTok endda har defineret et såkaldt "vanetidspunkt" for de oftest korte videoer, som vises på den populære platform, der har det kinsesiske selskab Bytedance som ejer.
Har man set 260 videoer i løbet af den første uge, hvor man bruger mediet, er man ifølge TikTok selv hooked.
Det skriver nyhedstjenesten AP og den lokale radiostation Kentucky Public Radio.
Retssagen er anlagt af den amerikanske delstat Kentucky. Delstaten mener, at det er skadeligt for unge at bruge mediet, og at TikTok er udformet på en måde, der gør brugerne afhængige.
Det sociale medie har ellers givet udtryk for, at det ønsker at begrænse børn og unges tid på mediet.
TikTok har således lanceret en funktion, der begrænser mindreåriges tid på platformen til højst en time om dagen.
Sådan lyder hensigten udadtil.
Ifølge AP viser retsdokumenterne imidlertid, at tidsgrænsen let kan omgås, og at funktionen først og fremmest blev lanceret af TikTok for at lyde som et ansvarligt foretagende i offentligheden.
Også under debat i Danmark
En stribe delstater i USA - blandt andre Californien, New Jersey og New York - har ligesom Kentucky anlagt sager mod TikTok.
Sagerne handler alle om, hvordan TikTok på forskellige måder påvirker sine brugere ved hjælp af algoritmer.
Også herhjemme har TikTok ført til massiv debat.
I forsommeren foreslog regeringspartiet Socialdemokratiet en aldersgrænse for, hvornår unge må benytte sociale medier. Baggrunden er, at partiet ønsker at skåne børn for voldsomt indhold, som der vises på blandt andet TikTok.
Computerworld har tidligere beskrevet, hvordan tech-giganter som TikTok-ejeren Bytedance høster data fra børn.