Med skolestart i går mandag må de hollandske skolebørn ikke længere anvende deres smartphones til andet end kontrolleret undervisning i de timer, hvor de er i skole.
For fra mandag har den hollandske regering forbudt al privat brug af de digitale enheder i de hollandske skoler og gymnasier.
Det betyder, at skolebørnene kun under kontrollerede former må tage deres smartphones frem i timerne - og kun hvis det har et særligt undervisnings-mæssigt og pædagogisk sigte.
I frikvarterne og i timerne forbydes eleverne dermed at bruge deres opmærksomhed og tid på at kigge på skærmene med TikTok og alle de andre tilbud.
Faktisk har der været forbud mod smartphones og lignende i overbygningen i den hollandske folkeskole siden januar.
Og nu udvides forbuddet altså til også grundskolen - altså de små klasser. Det betyder, at forbuddet nu gælder alle klassetrin.
“Der er grundigt bevis for, at mobiltelefoner i skoleklasser er skadelige. Eleverne kan koncentrere sig mindre, og det går ud over deres præstationer. Vi er nødt til at beskytte vores elever mod det,” lyder det i en meddelelse fra den hollandske regering, som du kan læse her.
Forbuddet gælder alene såkaldt ‘ikke-pædagogisk brug’ af smartphones og lignende.
Der er derfor fortsat mulighed for at anvende mobiltelefoner, tablet-computere og smartwatces i undervisningen.
Det gælder for eksempel i undervisning i mediekendskab, ligesom elever, der på grund af handicap eller medicinske forhold er afhængige af deres telefoner, også fortsat kan anvende dem.
Her skriver regeringen, at skolerne i samarbejde med elever og forældre opfordres til at formulere specifikke politikker for deres respektive skoler.
Forbuddet kommer efter en del debat i Holland, hvor der er blevet argumenteret med både for og imod. Kritikerne har ønsket et strammere forbud, der gælder al brug i skoletiden, mens andre har argumenteret for, at skolerne selv må bestemme.
Også Grækenland og Italien har indført forbud mod privat brug af smartphones i skolerne, mens der for tiden pågår en lignende debat i Tyskland.