Velkommen til torsdagens morgen-briefing fra Computerworld, som i dag er sammensat af Dan Jensen.
Globeteam køber norske Kons
Konsulenthuset Globeteam køber det norske konsulenthus Kons, der som Globeteam er specialiseret i at være mellemled mellem it-konsulenter og kunder.
Det er Globeteams andet opkøb i Norge i år, i det selskabet tidligere på året købte norske Fifteen.
“Opkøbet er en del af Globeteams strategi om at udvide sin tilstedeværelse og styrke sin position på det skandinaviske marked,” meddeler Globeteam.
Topchef Claus Moldow meddeler, at Kons fortsætter under eget navn i Norge efter opkøbet.
“"Dette opkøb betyder mere end en fordobling af vores toplinje i Norge. Vi ser frem til at integrere Kons i Globeteam-familien og sammen drive vores vækst og udvikling videre," siger han.
Næsten halvdelen af alle cyberangreb sker efter lukketid
Hackerne er især på spil, når medarbejderne er gået hjem, viser en ny rapport fra sikkerhedsselskabet Arctic Wolf.
Ifølge selskabet finder 45 procent af alle hackerangreb nemlig sted uden for almindelig arbejdstid - det vil sige i perioden mellem klokken 16:00 og 08:00.
Og Microsofts platforme er især i søgelyset, lyder det fra selskabet.
“De mest populære produktivitetsplatforme fra Microsoft står for tre ud af fire af de mest udnyttede applikationer af it-kriminelle på grund af zero-day-sårbarheder og den generelle brede brug af programmerne,” meddeler Arctic Wolf.
Oracle klar med Java 23
Oracle er klar med Java 23, som ifølge selskabet kommer med ‘tusindvis af forbedringer’ til det gamle og meget udbredte programmerings-sprog.
“Den nye version gør det muligt for udviklere at udvide deres værktøjssæt og øge deres produktivitet, hvilket hjælper dem med at bygge og levere applikationer, der udnytter kraften i banebrydende teknologier som AI,” lyder det fra Oracle om den nye version.
Selskabet peger blandt andet på, at Java 23 indeholder ‘forbedringer og udvidelser af Java-sproget, runtime, biblioteker og de værktøjer, der indgår i Java Development Kit (JDK).”
GlobalConnect hyrer ny bæredygtighedschef
GlobalConnect har hyret 30-årige Kristian Uldall som bæredygtighedschef - såkaldt ‘Head of Sustainability.’
I denne rolle får han til ansvar at sikre, at det store fiberselskab hele tiden fokuserer på at minimere dets klima-aftryk og ‘skaber en positiv forandring på tværs af vores værdikæde,” som det lyder fra GlobalConnect.
GlobalConnect driver 235.000 kilometer fibernetværk i Danmark, Sverige, Finland, Norge og det nordlige Tyskland.
Amerikanske tech-giganter skal svare på USA-valg
En række af de amerikanske tech-giganter var onsdag indkaldt til høring i det amerikanske senat, hvor de skulle redegøre for, hvordan de forbereder sig på at forhindre, at løgne, disinformation og 'fake news' breder sig på deres platforme i forbindelse med det kommende præsidentvalg.
Amerikanerne går til valg til november - om blot 47 dage - og ikke mindst dagene op til selve valget regnes for at være afgørende, når det handler om at påvirke vælgerne.
Blandt andet blev Microsofts Brad Smith afhørt, det samme blev repræsentanter for Google og Meta.
Elon Musk var blevet bedt om at stille, men det ville han ikke. TikTok var ikke inviteret.
Roser til regeringens sundhedhedsreform
Der bliver uddelt roser til regeringens nye sundhedsreform fra IT-Branchen, der hejser flaget for flere elementer i den kommende reforms digitale elementer.
Regeringen vil med reformen blandt andet sætte skub i den digitale innovation samt udbredelsen og anvendelsen af de digitale løsninger.
Vi har tidligere påvist, at man kan frigive flere tusinde fuldtidsstillinger ved blot at udbrede eksisterende it-løsninger i sundhedsvæsenet. Så det er glædeligt, at man nu vil understøtte hurtigere udbredelse og optag af gode løsninger med påvist effekt i sundhedssektoren,” siger Freddy Lykke, direktør for Sirenia og forperson for IT-Branchens Policy Board for Digital Sundhed.
Han hæfter sig desuden ved, at de digitale sundhedstilbud bliver en borgerret - en ting, som IT-Branchen længe har plæderet for.
“Vi har længe efterspurgt, at man gør de digitale sundhedstilbud til en borgerret, så man for eksempel har mulighed for at tale med landets bedste specialister via videomøder eller at kunne kræve, at eksempelvis en AI også screenede ens røntgenbilleder, da den ofte kan opdage ting, som et menneskeligt øje ikke kan,” lyder det fra Freddy Lykke på IT-Branchens vegne.
Du kan læse om sundhedsreformen i vores artikel her.
Danmarks største cloud-festival fortsætter i dag
Computerworlds store Cloud & AI Festival, der åbnede i går, fortsætter i dag i Tap1 i København.
Dørene åbner klokken 08:30 hvor tråden bliver samlet op fra en udbytterig og spændende dag med mange talks, indsigter og drøftelser - men også en masse sjov og ballade.
Flere tusinder gæster lægger vejen forbi hallen, der er proppet med scener og udstillere.
Du kan læse mere og se den lange række af talere og udstillere her.