Pakistans befolkning oplever store udfordringer med at tilgå internettet.
Det fik landets sammenslutning af softwareudviklere og -leverandører til at råbe vagt i gevær i offentligt brev, som skød med skarpt mod Pakistans regering for at introducere en gigantisk firewall som et skalkeskjul for censur og undertrykkelse.
Nu har landets minister for informationsteknologi Shaza Fatima Khawaja på en pressekonference benægtet beskyldningerne om eksistensen af denne altomsluttende digitale mur, skriver det britiske techmedie The Register.
Men hun erkendte, at internettet er sløjt på en lille skare af apps, som fik en stor del af befolkningen til at bruge VPN for at komme online - og den manøvre fik ifølge ministeren for informationsteknologi internettet til at bryde sammen.
For Pakistan Software Houses Association for IT er forstyrrelserne dog ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt censuren strammes til.
Men det er “et direkte, håndgribeligt og aggressivt angreb på industriens levedygtighed – hvilket påfører et anslået og ødelæggende økonomisk tab, der anslås at nå op på 300 millioner dollars, hvilket kan stige yderligere eksponentielt,” som tidligere beskrevet.
Ifølge The Register har den pakistanske regering dog en kedelig track record med at begrænse befolkningens muligheder på internettet med blandt blokering af Wikipedia, TikTok og X efter protester brød ud i landet efter anholdelsen af landets tidligere statsminister Imran Khan.