Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: 54 procent af studerende bruger ChatGPT / Hver tiende dansker er bange for, at AI skal stjæle deres job / De 16-19-årige bruger sociale medier hver eneste dag

54 procent af studerende bruger dagligt ChatGPT eller lignende AI-værktøjer. Hver tiende dansker er bange for, at AI skal stjæle deres job. De 16-19-årige bruger sociale medier hver eneste dag. Trecifrede millioner skal give erhvervsuddannelser et digitalt løft. Industriens Fond giver knap 40 millioner kroner til øget cybersikkerhed.

Godmorgen derude

Det er fredag, sommeren er endnu ikke helt forbi, og nu sender Thomas Møgelbjerg jer på weekend med denne uges sidste omgang morgenbriefing.

God læselyst og god weekend.

Hver anden studerende bruger dagligt ChatGPT

I løbet af de ni måneder ChatGPT har været tilgængelig, har danske studerende taget chatbotten til sig i sådan grad, at mere end hver anden studerende i dag bruger ChatGPT eller andre lignende kunstig intelligens-værktøjer.

Det viser en undersøgelse fra Djøfbladet, der har spurgt mere end 1.000 studerende.

54 procent af de adspurgte bruger dagligt ChatGPT eller lignende værktøjer, og 19 procent bruger AI-værktøjerne under eksamener.

Djøfbladet skriver, at ChatGPT typisk bruges til at generere referater fra pensumtekster og som en pålidelig søgemaskine samt som inspirationskilde.

Hver tiende dansker er bange for, at AI skal stjæle deres job

Vi bliver ved den kunstige intelligens – denne gang handler det om, hvor bekymrede danskerne er for, at AI skal erstatte deres job. Og de er generelt ikke særlig bekymrede.

Det skriver Børsen på baggrund af en ny undersøgelse fra PwC i samarbejde med Epinion, der viser, at hver tiende dansker er bekymret for, at AI vil kunne erstatte deres job inden for fem år.

Men selvom befolkningen ikke er så bekymrede, mener PwC, at virksomhederne bør være det.

“Man bør være bekymret, mener jeg, for ingen er forberedt på, hvordan AI kommer til at udvikle sig. Lige nu er der ingen, der kan gennemskue, hvilke jobsøjler der bliver ramt, og når man først har fundet ud af det, kommer det til at gå lynstærkt,” siger Mads Nørgaard Madsen til Børsen.

De 16-19-årige bruger sociale medier hver eneste dag

Vi danskere elskere at vinde, og vi er relativt gode til det taget vores størrelse i betragtning.

I cykling, håndbold, og alkoholindtag vinder vi, og nu kan vi så også bryste os af, at være det land i Europa, der oftest bruger sociale medier.

Ni ud af 10 danskere bruger sociale medier dagligt, og det gør Danmark til det land i Europa, hvor udbredelsen af sociale medier er størst.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der også afslører, at alle danskere mellem 16 og 19 år er på sociale medier hver eneste dag.

Det er opsigtsvækkende høje tal, og det kan skabe usikkerhed omkring, hvordan brugen af sociale medier påvirker de unge, lyder det fra Dansk Industri. Derfor arbejder DI mod at indføre teknologiforståelse i folkeskolen – både som separat fag og som faglighed i andre fag – og sidenhen på ungdomsuddannelser, skriver erhvervsorganisation i en pressemeddelelse.

Trecifrede millioner skal give erhvervsuddannelser et digitalt løft

Tirsdag fremlagde regeringen et udspil, der skal give erhvervsuddannelserne en samlet pose penge på 900 millioner kroner frem mod 2030.

Alene i 2024 kan uddannelserne se frem til at modtage de første 300 millioner kroner.

Og det glæder Dansk Industri og de danske techvirksomheder, der ser muligheder i at give erhvervsuddannelserne et tiltrængt teknologisk og digitalt løft.

”Danmark er globalt ledende på digitalisering. Så kan det ikke passe, at vores erhvervsskoler skal gå ned på udstyr,” siger digitaliseringspolitisk chef i DI, Andreas Holbak Espersen i en pressemeddelelse.

”Pænt sagt er erhvervsskolerne ikke udpræget teknologiske frontrunnere, bl.a. fordi økonomien ikke har været til at købe nyt nødvendigt udstyr som VR-briller, 3D-printere og kraftfuldt computerudstyr, der kan håndtere AI m.m.,” fortsætter han.

Industriens Fond giver knap 40 millioner kroner til øget cybersikkerhed

Det regner med flere millioner i dagens morgenbriefing, og denne gang er det Industriens Fond, der er gavmilde.

Gennem fem projekter vil fonden afgive tæt på 40 millioner kroner til at aktivere over 250 primært små og mellemstore virksomheder for at styrke deres digitale sikkerhed.

Pengene skal gå til forløb, der med forskellige afsæt skal løfte den digitale sikkerhed i virksomhedernes kontaktflader og derigennem styrke konkurrenceevnen.

“Virksomheder indgår i utallige partnerskaber som led i handel og samarbejde på tværs af industrier og kontinenter – især digitalt. Derfor skal cybersikkerhed selvfølgelig også tænkes bredere end virksomhedens egne it-systemer,” siger Malene Stidsen, programchef for cybersikkerhed i Industriens Fond.

”Sikkerhed i værdikæderne er et forholdsvist underbelyst emne – og det skal de her projekter ændre på, mens de gør en forskel for virksomhederne,” fortsætter hun.