Det omdiskuterede - men også meget populære - kinesiske sociale medie TikTok tilbyder nu at køre flere af virksomhedens forretninger efter et armslængdeprincip og samtidig gøre virksomheden mere gennemsigtig.
Det sker i et forsøg på at overbevise den amerikanske regering om at tillade TikTok at forblive under ejerskab af det kinesiske selskab ByteDance.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
TikTok har i de forgangne tre år forsøgt at overbevise den amerikanske regering og diverse agenturer om, at amerikanske persondata ikke kan tilgås, og at indhold delt på det sociale medie ikke kan manipuleres af det kinesiske kommunistparti eller enheder, der er forbundet til den kinesiske regering.
Den amerikanske præsident Joe Biden ophævede sidste år en executive order fra sin forgænger, Donald Trump, der havde forbudt TikTok i USA.
Forhandlinger om en mulig aftale mellem Biden-administrationen og den sociale medievirksomhed er sidenhen fortsat, der skal være med til at adressere bekymringerne omkring sikkerheden på den omstridte TikTok-app.
På den anden side har flere amerikanske lovgivere forsøgt at presse den amerikanske regering til at indtage et strengere standpunkt i forbindelse med bekymringerne omkring sikkerheden i forbindelse med brugen af TikTok.
TikTok har i den forbindelse præsenteret en række tiltag, der skal være med til at gå den amerikanske regering i møde, lyder det ifølge kilder.
Det omfatter blandt andet, at Oracle Corp fremover skal opbevare amerikanske Tiktok-brugeres data og tillade selvsamme virksomhed at stå for at holde øje med både databeskyttelsen og modereringen af indhold.
Samtidig skulle et andet tiltag være en United States Security-division, som der er blevet brugt 1,5 milliarder dollar – svarende til 10,5 milliarder kroner – på i forbindelse med ansættelser og omstruktureringer, der skal være med til at oprette denne enhed.
Modstand fra flere sider
Flere kilder beskriver dog til Reuters, at embedsmænd fra det amerikanske forsvarsministerium, FBI og CIA er imod denne ’sikkerhedsaftale’ mellem TikTok og USA.
Deres modstand skyldes, at de mener, at TikTok-brugere fortsat vil være sårbare for overvågning eller lignende, eftersom TikTok fortsat vil være afhængig af teknologi fra det kinesiske moderselskab ByteDance.
For at gå disse kritiske røster i møde har TikTok angiveligt tilbudt den amerikanske regering flere muligheder for overvågning af, hvordan tingene foregår på app'en. Dette skal ifølge kilder ske ved at udvide de beføjelser, Oracle Corp får og dermed sikre, at TikToks teknologiske infrastruktur ikke er sammenkædet med ByteDance.
Oracle skal dermed have adgang til app-koden og server-koden hos TikTok og dermed være med til at sikre så stor gennemsigtighed, som muligt. Dette skal ifølge kilderne ske på særligt dedikerede ”transparency centers,” som Oracle-ingeniører skal have adgang til.
Det første af disse ’gennemsigtighedscentre’ skal angiveligt åbne i den amerikanske stat Maryland i januar måned.
En talsmand fra TikTok har ikke ønsket at kommentere på, om hvilke forslag TikTok er kommet med til den amerikanske regering, men har beskrevet det, der er blevet fremlagt, som værende ”omfattende” lyder det.