Tesla-grundlæggeren Elon Musk vil gerne lave en ny social medieplatform og i den forbindelse har multimilliardæren ladet sig inspirere af det sociale medie WeChat.
Og selvom der er meget få detaljer om den kommende app, som Elon Musk har døbt ’X’, så lader det til, at planerne om den nye app har direkte forbindelse til Tesla CEO’ens opkøb af Twitter.
Han skriver i et tweet, at opkøbet af Twitter skal accelerere skabelsen af X, som han kalder 'the everything app'.
Musks planer for Twitter kom kort tid efter, at han vendte om på hælene og fortalte, at han alligevel gerne ville købe Twitter.
Opkøbet vil ske på de tidligere aftalte vilkår, som betyder, at prisskiltet på 44 milliarder dollar – svarende til omkring 328 milliarder kroner – bliver en realitet.
Der har siden opkøbet været en del tumult i forbindelse med Elon Musks køb af Twitter.
Balladen kulminerede, da Tesla-stifteren trak sig fra købet, hvilket førte til, at Twitter lagde sag an mod rigmanden for at tvinge ham til at gennemføre opkøbet.
Herefter fulgte der et søgsmål fra Musk rettet mod Twitter.
Kinesisk 'super-app' er være modellen
Musks intentioner om at skabe en app til alting får nu flere til at sammenligne X-appen med såkaldte super-apps i Asien, hvor brugerne kan bruge appen til stort set alle deres gøremål.
Den mest populære af disse apps er den kinesiske WeChat-platform. Den kinesiske app er nogle gange blevet beskrevet som Facebook, Twitter, Snapchat og PayPal i én og samme app.
Den kinesiske app har mere end en milliard brugere i primært Kina, som kan bruge appen til alt fra at bestille dagligvarer, betale regninger og bestille yogatimer.
Og Musk har da heller ikke puttet med ønsket om at efterligne WeChats succes.
I juni udtalte han ifølge CNN til et møde med Twitter-ansatte, at Twitter havde samme potentiale som netop WeChat.
"Man bor nærmest på WeChat i Kina, fordi det er så let at bruge og nyttet i hverdagen, og jeg tror, at hvis vi kan opnå det eller endda komme tæt på det på Twitter, så ville det være en enorm succes," citeres rigmanden for at have udtalt.
Udfordringer for X-appen
En lang række eksperter spår dog, at planerne om den altomfattende X-app bliver lettere sagt end gjort for Tesla-milliardæren.
Det skyldes flere ting.
Først og fremmest skyldes det, at en lang række andre virksomheder forsøger at gå samme vej med deres apps. Det gælder blandt andet WhatsApp, Facebook, Youtube og TikTok.
Da WeChat tog de første skridt mod at blive en 'super-app', så var der ikke den samme konkurrence, siger Xiaofeng Wang, der er analytiker hos Forrester til CNN Business.
I USA er der allerede flere betalings-apps, som Musks app ville have store problemer med at konkurrere med.
Ud over det, så gjaldt der mere fleksible regler med hensyn til reguleringer i Kina, da de såkaldte super-apps voksede sig store.
Det samme gør sig ikke gældende i USA på samme måde.
Adspurgt, om det ikke ville have været smartere at starte X-appen fra bunden, svarede Musk en af sine følgere på Twitter, at han regnede med, at opkøbet af Twitter havde accelereret udviklingen af X-appen med tre til fem år.
"Men jeg kan tage fejl," lød det videre.