Artikel top billede

Hollandske ASML's særlige EUV-lasere kan blive afløst af en ny banebrydende teknologi. (Foto: ASML)

Intel-guruen Pat Gelsinger vil bruge partikel-kanoner til at revolutionere chip-fremstilling

Den forhenværende Intel-direktør skal være med til at udvikle en banebrydende teknologi til chip-fremstilling.

Forhenværende Intel-topchef og chip-guru, Pat Gelsinger, skal fremover være med til at lede udviklingen i teknologi-virksomheden xLight.

Her skal han være med til at lede selskabets bestræbelser på at udvikle et banebrydende alternativ til den litografiske proces, der i dag sikrer fremstillingen af klodens mikroprocessorer og andre halvleder-komponenter.

Pat Gelsinger skal fremover fungere som udøvende bestyrelsesformand, skriver han i et opslag på LinkedIn.

”Som en del af min rolle hos Playground Global, tiltræder jeg nu xLight som udøvende bestyrelsesformand i bestyrelsen,” skriver han og fortsætter:

”Her skal jeg samarbejde tæt med Nicholas Kelez og hans team, hvor vi vil fremstille klodens kraftigste ’Free Electron Laser ved hjælp af partikelkanoner.”

Free Electron Laser, også kaldet FEL, er en teknologi, med potentiale til at afløse eksisterende højenergi optiske lasere, ’Extreme Ultra Violet’-lasere (EUV), som blandt andre teknologi-kæmpen ASML fremstiller til klodens chip-producenter.

Ifølge Pat Gelsinger er xLight i færd med at udvikle et alternativ, døbt ’Laser Produces Plasma’ eller ’LPP’, som skulle være i stand til at levere fire gange højere lysstyrke end de mest avancerede systemer i dag.